Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Brøndby og FC Midtjylland har indledt et opsigtsvækkende parløb mod mesterskabet, som foreløbigt kulminerer i aften, når de to hold tørner sammen i Herning.

Bag de to succeser står en række vidt forskellige mænd, der på hver sin måde sætter sit aftryk på de to klubber. BT giver dig her et indblik i et særegent persongalleri.

RIGMÆNDENE

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Den impulsive shipping-milliardær: Jan Bech Andersen, Brøndby IF.
Den til tider impulsive og følelsesstyrede rigmand købte sig i 2013 ind i Brøndby for 65 millioner kroner og har siden postet på den gode siden af 200 millioner i de blå-gule. Han holdt sig til at begynde med i baggrunden, men har siden flere gange markeret sig som klubbens egentlige overhoved. Det er ham, der bestemmer, hvem der skal købes og sælges. Om budgettet skal udvides. Skænkede blandt andet Brøndby Daniel Agger som en gave til klubbens fans. Er personlige venner med folk som den tidligere Chelsea-stjerne John Terry. Har skabt sin formue i shippingbranchen og via investeringer i mineindustrien. For nylig scorede han en kæmpegevinst på sin storinvestering i zink og kobber.

Anslået formue: Cirka to milliarder kroner
Ejerandel: 54,2 procent

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Den pressesky datakonge: Matthew Benham, FC Midtjylland
Han har penge nok til at føre sig frem som en stor kanon, men går alligevel helst i løst tøj og t-shirt og foretrækker i det hele taget at holde sig forholdsvist anonym. I 2014 købte han sig ind i FC Midtjylland for 58 millioner kroner og har siden øget investeringen til i alt 83 millioner, så han reelt ejer hele klubben. Men i stedet for selv at styre sagerne, har han indsat Rasmus Ankersen, som sin mand i Danmark. Benham er uddannet fysiker fra Oxford University, men har primært tjent sine penge på sportsbetting. Har skabt verdens mest omfattende fodbold-statistik program, Smartodds, der overvåger de to bedste rækker i 60 forskellige lande. Statistikkerne hjælper professionelle gamblere med at udregne sandsynligheder.

Anslået formue: Cirka 1,5 milliarder kroner
Ejerandel: 90-99 procent

FORMÆNDENE

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Chefens kransekagefigur:
Jesper Møller, Brøndby
Den tidligere topchef i Coca Cola og Toms tog overfor Jan Bech Andersen, da klubejeren måtte trække sig efter en skandalesag, hvor han under falsk navn havde svinet flere profiler i klubben, blandt andre daværende træner Thomas Frank, til på et fanforum. Virker udadtil mest som en kransekagefigur, der varetager formandsposten mere af navn end af gavn, fordi den sande formand ikke kan. På generalforsamlingerne er det ham, der fører ordet, men i pressen siger han ikke meget.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Vinder-DNA’ets fader:
Rasmus Ankersen, FC Midtjylland
Den frembrusende og veltalende forfatter og foredragsholder var manden, der overtalte Matthew Benham til at investere i FC Midtjylland og blev belønnet med den næsten totale magt i klubben. Mens Benham modsat sin pendant i Brøndby, Jan Bech Andersen, holder sig i baggrund, er Ankersen den stærke mand i FC Midtjylland. Både indadtil og udadtil. På sociale medier og i pressen holder han sig ikke tilbage med at kommentere dette og hint, ligesom han ofte også deltager i debatten på FC Midtjyllands fanforum. Forholdet mellem Benham og Ankersen er så stærkt, at Ankersen også er ansat som sportsdirektør i englændernes hjerteklub, Brentford, som han også ejer. Til gengæld er han vist ikke så vild med Brøndbys Jan Bech Andersen.

DIREKTØRERNE

Foto: Erik Refner
Vis mere

Den forsvundne fuldmægtige: Jesper Jørgensen, Brøndby
Optræder ikke som den store chef, hans titel indikerer, at han er. Den gråhårede talknuser har i sin tid oplevet det forunderlige at blive fjernet som administrerende direktør for så bare et halvt år senere at blive genansat. I forbindelse med degraderingen i 2015 udtalte han, at han ikke havde behov for at være nummer 1, og sådan optræder han også i dag.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Den smilende overlever: Claus Steinlein, FC Midtjylland
Mr. FC Midtjylland. Mens andre er faldet, har han vundet magtkampene og er blevet stående selv efter en ny ledelse er kommet til. Den jydificerede bornholmer er indbegrebet af Herning: Handlekraftig, glad, smart i en fart med og altid klar med en frisk bemærkning. Står markant i medierne som en mand med magt, men kun så meget, som Ankersen og Benham tillader.

SPORTSCHEFERNE

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Akademikeren: Troels Bech, Brøndby
Den velartikulerede fynbo har siden ansættelsen i 2015 manøvreret sig helt op i toppen af Brøndbys magthierarki. Efter en ledelsesrokade i 2016 indtrådte han i direktionen på lige fod med administrerende direktør Jesper Jørgensen. Han er Jan Bech Andersens mand og nærer hans ubetingede tillid. Har med fine indkøb bevist sig i rollen som sportsdirektør.

Store indkøb: Frederik Rønnow, Hany Muhktar, Simon Tibbling, Teemu Pukki
Store salg: Lukas Hradecky, Riza Durmisi, Andrew Hjulsager

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Klubmanden: Svend Gravesen, FC Midtjylland
Den trofaste soldat, der var med til at starte midtjydernes akademi, fik i efteråret endelig belønningen for mere end 10 års tro tjeneste. Med Rasmus Ankersen og Claus Steinlein som to vægtige personer med meninger om spillerindkøb, synes hans manøvrerum begrænset, men han debuterede alligevel med et brag, da han i sit første transfervindue solgte spillere for over 200 millioner kroner.

Store indkøb: Erik Sviatchenko (leje), Bill Hamid, Artem Dovbyk
Store salg: Alexander Sørloth, Rasmus Nissen, Filip Novak

CHEFTRÆNERNE

Foto: Claus Bech
Vis mere

Fundamentalisten: Alexander Zorniger, Brøndby
’Hvis man har en plan A, der virker, har man ikke brug for en plan B.’ Det er mantraet for tyskeren, der har reformeret Brøndby. Han nægter at gå på kompromis med sin spillestil. Hvis ikke spillermaterialet passer i udgangspunktet, må det tilpasses. Det har kostet kræfter i Brøndby og job i Tyskland, men lige nu er han kongen af Vestegenen. Ansat i Brøndby siden 2016. På kontrakt frem til sommeren 2020.

Tidligere: VfB Stuttgart, RB Leipzig, SG Sonnenhof Großaspach

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Pragmatikeren: Jess Thorup, FC Midtjylland
Blev ansat efter Glen Ridderholms overraskende opsigelse og fik til opgave at gøre FC Midtjylland bedre rustet til at spille i Europa. Har vist sig som en træner, der ikke er bange for at ændre formation og strategi alt efter hvilke spillere, der er til rådighed. Efter i lang tid at have holdt fast i en klassisk 4-3-3, skiftede han i efteråret til 3-4-3 og reddede både Midtjyllands sæson og sit eget job. Ansat i FC Midjylland siden 2015. På kontrakt frem til sommeren 2021

Tidligere: Esbjerg, U21-landsholdet

ANFØRERNE

Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Eksemplet at følge: Johan Larsson, Brøndby
Svenskeren er trådt i karakter som leder under Zorniger. Tyskerens stil passer perfekt til den aggressive back og har givet ham muligheden for at lede vejen på banen. Hans store betydning kommer blandt andet til udtryk ved, at han lige nu er den spiller, der sammen med sin kollega Jakob Poulsen og Emiliano Marcondes har lagt op til flest mål i Superligaen

Alder: 27 år
Antal landskampe: 4

Foto: Tibor Illyes
Vis mere

Konstanten: Jakob Poulsen, FC Midtjylland
Ikke den fødte leder, men har vokset sig ind i rollen. Med sammenlagt seks år i FC Midtjylland fremstår han efterhånden som en ægte klubmand. I nogle år, hvor der har været stor udskiftning, har han været konstanten på FC Midtjyllands mandskab. Han sikrer ro og har i denne sæson endnu engang markeret sig som frisparkskanon og assistkonge.

Alder: 34 år

Antal landskampe: 35

Andre læser også