Det er en yderst presset Randers-træner Olafur Kristjansson, hvis mandskab fredag møder AGF i Aarhus. Men selv om det kriseramte fodboldhold endnu ikke har vundet en Superliga-kamp i syv forsøg denne sæson, og trænerens position var til diskussion efter seneste kamp på et ekstraordinært bestyrelsesmøde, er talen klar fra direktør Michael Gravgaard:

Selv hvis Randers taber kampen mod AGF, vil han ikke føre den spidse kniv tættere på berøring af islændingens strube.

»Det er på ingen måde en vind eller forsvind for hverken Olafur, spillerne eller andre i Randers FC. Nu er der ingen garantier i fodbold, men hvis det står til mig, er det her første skridt på vej ud af vores krise. Også selv om vi skulle tabe til AGF,« siger Michael Gravgaard og forklarer:

»Det siger jeg, fordi jeg tror på, at vi har ramt bunden, og vi har i landsholdspausen fået adresseret problemerne og talt ud om dem. Det er svært at sige, om vi er kommet styrket ud af på den anden side, men i kampen mod Helsingør ramte vi lavpunktet, og jeg fornemmer en mere frigjort måde at se på tingene nu.«

»Helt objektivt har vi set nogle træninger med mere kvalitet end tidligere, og jeg kan i den grad mærke den islandske vulkan buldre. Jeg siger ikke, at Olafur ikke har været på tidligere, men alle trænere, ledere og spillere er kun mennesker, og vi kan ikke lade være med at lade os påvirke af den negative stime,« lyder det fra direktøren, som har set hele klubben, også spillertruppen, gå aktivt ind i kampen for at få vendt skuden.

»Det er ikke, fordi vi har lavet nogen revolutioner, men dels har vi fået skiftet ud i truppen, hvor hierarkiet helt sikkert ikke havde sat sig, dels har spillerne fået talt ud om, hvordan de fremover skal agere i det her professionelle miljø. Det er små lavpraktiske ting som, hvordan man møder ind om morgenen og giver hånd, og hvorfor man måske efter træningen ikke med det samme skal sætte sig med sin telefon og forsvinde ind i sin egen verden, men i stedet lige vente en halv times tid. Det er ikke nedskrevne regler, som spillerne absolut skal følge, men noget de selv har ønsket, og det skal de have stor ros for,« siger Michael Gravgaard, som ved transfervinduets lukning ved udgangen af august hentede de to profiler Bashkim Kadrii og Vladimir Rodic.

»Bashkim Kadrii kendte vi jo, og han har bare hævet niveauet. Forleden havde vi en afslutningsøvelse, hvor han i den grad fik sat sit aftryk hos spillertruppen. Og Vladimir Rodic er bare kommet og taget alle med storm. Han har overrasket os med sin voldsomme energi. Vi regnede slet ikke med, at vi skulle have så hektisk et transfervindue, men når det ikke virkede med de spillere, vi havde, måtte vi bytte ud,« siger Michael Gravgaard.

Direktøren, som også virker som sportsdirektør, hentede på sidstedagen af transfervinduet ikke kun forstærkninger til truppen, men også på sidelinjen i den nye assistenttræner Morten Eskesen.

 
Marvin Pourie og Nikola Djurdjic giver ikke meget for den kritik medierne retter mod dem!
Vis mere

»Det er noget (en assistenttræner mere, red.), Olafur og jeg har diskuteret i længere tid, og jeg kan mærke på Olafur, at det har hjulpet at få ham ind. Olafur har fået en helt ny energi og tro på tingene.«

Lørdag aften får Michael Gravgaard og resten af Randers FC så svar på, om det udmønter sig i sæsonens første sejr.

»AGF er jo vores yndlingsmodstander i Randers. Det er jo en kamp, hvor vores fans næsten kan tilgive vores dårlige sæsonstart, hvis vi vinder. Vi har lært dog lært af tidligere, at det at gøre kampen til et eller andet vildt afgørende kan skabe et unødigt vakuum, for der kommer også en kamp uden efter. AGF er da favoritter til at vinde denne gang, og det er ikke for at lave et spin, jeg siger det. Det må de være,” lyder det fra Michael Gravgaard, hvis egen stilling for den sags skyld også var på dagsordenen på krisemødet for bestyrelsen for under to uger siden.

»Jeg bruger ikke to sekunder på at føle mig truet. Jeg har sagt fra start, at jeg har en retning for, hvordan jeg vil arbejde i Randers FC, og den er jeg ret markant omkring. Nogle synes, du skal gå lidt til højre, nogle lidt til venstre. Andre at du skal gå frem eller tilbage. Hvis du lytter til alle sammen, vil du stå stille, og det gider jeg ikke. Vi skal udvikle os, så længe jeg er her, og jeg føler, at opbakningen hele tiden har været der, men det berettiger selvfølgelig ikke, at vi får dårlige resultater,«  slutter Michael Gravgaard, hvis cheftræner i Randers FC stadig hedder Olafur Kristjansson efter AGF-kampen. Selv om det går tilbage eller til siden på resultatsiden.