Danmarks bedste back. Inklusive alle dem i udlandet. Og så er det 100 procent sikkert.

Sådan lød det fra FC Københavns manager, Ståle Solbakken, efter sejren over FC Nordsjælland. FCK-bossen talte om Peter Ankersen.

Den 28-årige back er efter sin drilske ankelskade, som holdt ham ude i flere måneder i sidste sæson, også selv tilfreds med sin storform, men han understreger samtidig, at han har flere hylder at hente fra på formskalaen, og at det nu handler om at overbevise en anden nordmand om sine kvaliteter – Åge Hareide.

Landstræneren havde Peter Ankersen med i store dele af VM-kvalifikationen, men seneste landskamp ligger næsten et år tilbage, og han var en af de sidste til at blive siet fra til Åge Hareides VM-trup.

Den besked var et tungt slag i hovedet på Peter Ankersen, og han har ikke villet tale med nogen om det før nu i dette interview med B.T.

»Jeg har ikke villet snakke VM med nogen, fordi jeg ikke ville være en af dem, der gik ud til medierne og fortalte det ene og andet. Jeg ville holde lav profil, indtil jeg havde vist mig frem i god form, og tiden var inde til at tale ud, så nu kan jeg roligt sige til dig også, at jeg var skuffet. Jeg var rigtig skuffet. Det føler jeg godt, at jeg kan sige nu, for jeg synes også, med respekt for alle de højrebacker, at jeg er den bedste, og jeg fortjener en chance igen,« siger Peter Ankersen og tilføjer om VM-kvalen og -slutrunden:

»Jeg har været med omkring landsholdet hele vejen fra dag et og fik masser af roser fra Åge fra starten, og trods min lange skade fik jeg kæmpet mig tilbage og var med i playoff-kampene mod Irland. Jeg spillede fuld tid i Parken og blev lovprist af alle for en rigtig, rigtig god kamp. Dagen før returkampen får jeg at vide, at jeg ikke skal spille, hvilket jeg var ret uforstående over for. Men jeg accepterede det selvfølgelig og sad på bænken, men gik på vinterferie med en god følelse omkring landsholdet, fordi jeg havde været med til at spille det danske landshold med til VM.«

»Derfor gjorde det selvfølgelig også ondt at vide, at jeg ikke skulle med til Rusland. Men jeg er ikke en, der graver sig selv ned under måtten. Jeg tager kampen op, og det synes jeg, at jeg har formået at gøre,« forklarer Peter Ankersen, der er noteret for 21 landskampe.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Har du fået en forklaring på, hvorfor du ikke er på landsholdet mere?

»Der må jeg være helt ærlig og sige nej. Op til VM fik jeg kun den forklaring, at han ville have en ekstra angriber med frem for en forsvarsspiller, og det er det eneste, jeg har hørt. Siden har jeg ikke snakket med Åge.«

»Han har snakket rigtig meget om loyalitet, og jeg har været utroligt loyal over for Åge. Hver gang, han har haft brug for mig, har jeg taget det første fly hjem fra ferie i landsholdspauserne, så jeg har vist ham, og at jeg er én, han kan stole på. Og jeg har trods alt spillet over halvdelen af kampene i sidste kvalifikation,« siger Peter Ankersen og fortæller om den søndag i maj, hvor Åge Hareide meddelte ham sin beslutning:

»Jeg blev kaldt ud, og med det samme, han sagde mit navn, vidste jeg, at klokken var slået, så der gik en masse tanker igennem mit hoved, men jeg accepterede tingene og sagde pænt tak for denne gang. Jeg respekterede ham, og det var ikke noget nemt valg, han stod med. Jeg fik et ordentlig slag ved ikke at komme med, og min drøm gik itu, men nu handler det om at bevise, at jeg skal med til EM.«

Foto: ANDREW COULDRIDGE
Vis mere

Det kan godt være, at du er svær at komme uden om denne gang, men var det ikke med din egen analyse af sidste sæson i orden, at du blevet siet fra?

»Jo, det kan du have ret i. Men når jeg igen kigger ned over, hvad der er af muligheder, så var der én højreback udtaget. Der skal vel være to, og derfor tænkte jeg, at der var muligheder for, at jeg alligevel kom med. Det, der skuffede mig allermest, var, at han valgte at tage en ekstra angriber med frem for at tage en forsvarsspiller mere med, så han havde en gardering på alle positioner.«

Der kunne Jens Stryger Larsen så være rykket over på højreback, hvis der var problemer?

»Det er svært at gisne om, for han sagde som sagt ikke noget, men det har du måske ret i.«

Føler du, at Åge Hareide kan komme uden om dig igen til næste landskamp?

»Hvis du spørger mig, nej. Men jeg kan ikke vide, hvad han har i tankerne.«

Ståle Solbakken og Åge Hareide er ofte i kontakt. Har han fortalt om, hvorvidt Åge Hareide har dig i tankerne?

»Nej, men jeg har snakket med Ståle om, at det er fantastisk, at jeg er tilbage i den form, han ved, jeg har. Ståle kender mig bedre, fordi han ser mig hver dag, og vi evaluerer efter hver kamp, og han har kunnet se, at det kun er gået en vej hele denne sæson for mig og hele holdet, og jeg tror, det er derfor, han siger, som han gør. Han ved, hvad jeg har i mig.«

Foto: BENJAMIN CREMEL
Vis mere

Netop det synes at være en stor årsag til, at Peter Ankersen nu er i gang med sin fjerde sæson i FCK-trøjen, efter Ståle Solbakken ellers for et år siden bebudede, at han regnede med et salg af Ankersen i den nyligt overståede sommer. Men det skete ikke, selv om der trods en ujævn sæson var bud fra store klubber.

Det afslører Ankersen til B.T. og fortæller, at han i respekt for FC København og klubbens fans har accepteret, at han nu med al sandsynlighed venter et år med at opleve udlandsdrømmen igen.

»Selvfølgelig er det målet, at det her er min sidste sæson i FC København i denne omgang. Jeg er også klar over, at klubben er interesseret i at skulle tjene nogle penge på mig på et tidspunkt, og derfor er det også vigtigt, at det både går klubben og mig godt. Og ja, jeg kunne egentlig godt være kommet af sted denne sommer, men det missede med Atalanta, Gent og Besiktas, fordi FC København ikke ville sælge, men jeg har altid haft respekt for Ståle og klubben for måden, de gør tingene på, og jeg accepterer, at det er dem og ikke mig, som bestemmer en transfer,« siger Peter Ankersen og fortsætter:

»Jeg er fuldstændigt afklaret med, at jeg ikke skulle af sted denne sommer heller, så jeg har egentlig bare brugt det til at sige, at hvis det ikke skulle ske nu, så må det blive næste sommer. Jeg vil egentlig også have det bedst med at forlade klubben efter en rigtig god sæson og et mesterskab, for fansene betyder meget for mig, og jeg ønsker at vise dem, at jeg vil klubben og dem det bedste,« lyder det fra Peter Ankersen, der ikke havde troet, at klubber af den nævnte kaliber ville lægge bud på ham, da han gik på sommerferie.

»Nej, det kom som en overraskelse for mig. Det er helt sikkert gode klubber, men mon ikke de kommer igen, og andre klubber melder sig, hvis jeg spiller en fantastisk sæson nu? For mig betyder det egentlig ikke det store nu, og jeg havde alligevel ikke nogen chance for at påvirke et skifte, selv om det var konkrete bud. Jeg nåede bare aldrig så tæt på et skifte, for Ståle lukkede det tidligt. Jeg vidste fra start af, hvilken holdning Ståle havde, og han har altid været 100 procent ærlig over for mig. Han kom hen til mig og sagde, at han ikke ville sælge mig, og det har jeg fuld forståelse for. Det er ham, der er chefen.«

Er der lavet en aftale med Ståle om, at du med sikkerhed bliver solgt næste sommer?

»Ikke noget konkret, men det er klart, at det er et mål, vi begge har. Jeg har været en loyal soldat for Ståle, siden jeg kom til klubben. Det vidner 150 kampe på lidt over tre år også om. Jeg har altid været til rådighed for ham, så jeg føler også, at det på en eller anden måde er min tur til at smutte til sommer. FC København er jo en klub, der henter spillere, der er her i to-fire år, og så er det af sted igen, så selvfølgelig indgår jeg i den plan, og selv om man jo aldrig på forhånd ved, om det sker, er jeg sikker på, at jeg står først i køen til at blive skudt af om et år.«

Peter Ankersen har kontrakt med FC København til sommeren 2020. Åge Hareide udtager sin landsholdstrup onsdag.