AS Monaco meddelte i mandags, at danske Jakob Poulsen vender tilbage til Superligaen og FC Midtjylland.

Klubben på heden var dog hurtige til at melde ud, at der stadig manglede de sidste detaljer før, Jakob Poulsens skifte var endegyldigt på plads.

Ifølge BT's oplysninger er det dog så godt som sikkert, at Poulsen bliver præsenteret som FC Midtjylland-spiller fredag. Midtbanespilleren skulle have gennemgået et lægetjek, og de sidste detaljer i kontrakten er tæt på at falde på plads.

Jakob Poulsen får ifølge BT's oplysninger en kontrakt løbende til 2018 i FC Midtjylland. En stor  præsentation skulle angiveligt være forberedt i Herning.

Poulsen skiftede i juni 2012 den omvendte vej, men siden gik Monaco hen og blev solgt til den russiske milliardær Dmitry Rybolovlev, og da klubben også rykkede op i den bedste række, gik det ellers stærkt med at skifte ønskelisten over spillere, man ville have til fyrstendømmet, fra navne som Jakob Poulsen til Radamel Falcao.

Ham hentede Monaco for svimlende 450 millioner kroner, mens Jakob Poulsen menes at have kostet klubben omkring ti millioner kroner, da danskeren skiftede til fransk fodbold.

Jakob Poulsen, som har ramt de 30 år, forblev trods manglende spilletid og en mistet landsholdsplads i Monaco, fordi han havde en god kontrakt, og han menes at have tjent seks millioner skattefrie kroner årligt på sit udlandseventyr.

Men ifølge BTs oplysninger har FC Midtjylland med hjælp fra en investorgruppe haft held til at overtale Jakob Poulsen til at droppe erhvervet som dyr træningsmakker i Monaco for i stedet at hjælpe sin tidligere klub i Danmark i jagten på den første guldmedalje i klubbens historie.

I Monaco nåede Jakob Poulsen at få 23 kampe på førsteholdet, og han scorede en enkelt gang.