AGFs fans har trofast givet holdet deres opbakning, selvom AGF kun har formået at blive nummer ti og akkurat redde deres røv fra nedrykning.

Men 13 kampe uden sejr har nu fået fansene til at reagere.

Fangrupperingerne Nýsir Aarhus og Samlet for Aarhus stemningsboykotter hele kampen mod FC Nordsjælland på lørdag for at vise deres utilfredshed.

Det skriver fangrupperne i et opslag på Facebook.

»Forårssæsonen har været en katastrofe, med AGF som det klart dårligste hold i ligaen. Til trods for den ene pinlige indsats efter den anden har holdet fået massiv opbakning rundt om i landet, hvor vi har givet alt for at kæmpe os ud af krisen.«

»Nu står vi i en situation, hvor overlevelse er sikret, hvorfor vi reagerer nu. Da kampen ikke har resultatmæssig betydning, vælger vi at boykotte hele kampen, for at vise vores utilfredshed med den retning klubben bevæger sig i,« står der i opslaget.

I opslaget står det også, at der derfor ikke vil være flag, trommer eller capo til kampen.

»Det vi har været vidne til de seneste måneder, har på ingen måde været klubben, opbakningen, byen eller logoet værdigt, og vi føler det som vores pligt at kræve forandringer. Loyalitet over for klubben er også at sige fra, når de, der er udvalgt til at repræsentere den, ikke gør det på en måde, der må og skal kendetegne AGF.«

I kampen mod Viborg lavede de medrejsende fans en stemningsboykot under hele første halvleg, men nu er det altså hele kampen.