Esbjerg var niveauer bedre end FC Nordsjælland, som kan takke sig selv for, at de tabte 2-1 i Esbjerg. Resultatet betyder, at Esbjerg kommer over nedrykningsstregen.

Det er vigtigt at få en god start. Sådan har parolen lydt fra alle kanter inden forårspremieren i Superligaen. Men et eller andet gik galt for FC Nordsjælland i deres motivationssnak inden kampen mandag aften. I hvert fald kom holdet rigtig skidt fra start i Esbjerg, og da de endelig vågnede i anden halvleg var det for sent. Et nederlag på 2-1 i Esbjerg betyder, at FC Nordsjælland blot er et point fra nedrykningsstregen.

I første halvleg havde Esbjerg flere store chancer, hvor det spændende nyindkøb Martin Pusic spillede en vigtig rolle. Men bedst som man troede, at begge hold ville gå til pause uden scoringer, blev Mushaga Bakenga, som var blevet skiftet ind for en skadet Fellah, spillet fri i dybden. Han tog et par træk ned mod FCN-målmanden og lagde bolden sikkert ind bag ham, og sikrede Esbjerg en pauseføring på 1-0.

FCN-træner Kasper Hjulmand var i pausen stærkt utilfreds med sit holds præstation, men det skulle fortsætte i anden halvleg. Esbjerg blev ved med at kreere chancer mod et usikkert og svagt FCN-forsvar, og efter 55 minutter scorede Pusic på et straffespark, hvor forseelsen så ud til at være foregået lige udenfor feltet.



FC Nordsjælland fik i løbet af anden halvleg lidt bedre styr på eget spil, og Esbjerg begyndte at virke mere passive. Kim Aabech var blandt FCNs farligste, og han sendte sin egen ripost i nettet med under ti minutters spil tilbage af kampen. 2-1, og spænding i resten af kampen.

Et fremragende frispark af Martin Vingaard, som blev endnu mere fremragende reddet var blandt FCNs chancer i anden halvleg, men det blev aldrig til flere mål for mestrene fra 2012.

Esbjerg hopper med sejren to pladser op i tabellen og dermed væk fra nedrykningsstregen, hvor FC Vestsjælland overtager pladsen i stedet for. FC Nordsjælland er pludselig rigtig tæt på nedrykningsstregen med kun ét point ned til FC Vestsjælland.