DBU mener, at unionen har gjort alt inden for rimelighedens grænser for at hjælpe Lyngby Boldklub til at undgå at miste Superliga-licensen.

- Vi har gjort alt, hvad vi kan fra vores side, men vi kan ikke tage skovlen i hånden og gå hen til stadion for at begynde at grave, siger licens-manager i DBU, Benny Jacobsen.

Lyngby Boldklub mistede tirsdag sin Superliga-licens, fordi klubben ikke har formået at forbedre sine stadion-faciliteter - deriblandt manglende varme i banen - eller dokumentere, at en forbedring var undervejs. Dermed mister klubben retten til at spille i landets bedste række fra næste sæson. 

- Jeg aner ikke, hvad de har på hjerte derude. Jeg kan bare sige, at der ikke foreligger nogen som helst dokumentation for, at der er noget, der vil ændre sig på Lyngby Stadion. Overhovedet ikke, siger Benny Jacobsen.

Han mener, at DBU flere gange har advaret Lyngby Boldklub om den forestående konsekvens.

- Vi har snakket med Lyngby om det her siden november måned sidste år, hvor vi har vendt og drejet det og været til møder derude. Vi har sagt, at vi gerne vil hjælpe, men at de jo også skal gøre noget selv, men vi er ikke kommet et skridt videre, lyder kritikken fra Benny Jacobsen, der fortæller, at DBU sågar skrev til klubben en uge inden beslutningen blev taget for at høre, om der var noget dokumentation på vej. 

- Det er ikke nok med en hensigtserklæring, vi skal have dokumentation, siger Benny Jacobsen.

Han er slet ikke i tvivl om, at DBU har gjort hvad de kunne for at hjælpe Lyngby Boldklub.

 - Vi kan ikke gøre mere her fra, siger Benny Jacobsen opgivende.

Lyngby Boldklub har nu 14 dage til at anke afgørelsen.