Jeg siger IKKE, at Brøndby har gjort alting rigtigt i transfervinduet, men jeg siger, at de har været tro mod deres strategi.
Den strategi, der blev lanceret i sommeren 2019, da Carsten V. Jensen tiltrådte som fodbolddirektør på Vestegnen. Strategien hedder 6.4 og handler i alt væsentlighed om, at Brøndby skal tilpasse deres kuldsejlede økonomi og få balance i budgettet.
Samtidig skal Brøndby satse mere på unge (og billige) spillere, primært fra egen Masterclass. Som der ordret står: Brøndby skal på mellemlang sigt være i økonomisk ligevægt.
Det er Brøndby ikke endnu. Lønfesten under den tidligere sportsdirektør Troels Bech trækker stadig sine spor. I 2020 kom Brøndbyernes IF A/S ud med et underskud på 26 millioner kroner, samtidig med at selskabet meldte ud om et forventet underskud for 2021 på mellem 15 og 35 millioner kroner. Dét perspektiv har salget af Jesper Lindstrøm og adgangen til Europa League gruppespillet ændret på.
Situationen er imidlertid stadig den, at Brøndby IF trods store indtægter fra entré og merchandise kæmper for at vende økonomien rundt. Det var derfor, at Brøndby måtte lade løntunge profiler som Kamil Wilczek, Hany Mukhtar og Dominik Kaiser rejse.
Og af samme årsag måtte de danske mestre vinke farvel til Marvin Schwäbe, Hjörtur Hermansen, Anthony Jung og Lasse Vigen, da deres kontrakter udløb her i sommer.
Jamen, kunne Brøndby ikke bare have forlænget deres kontrakter alligevel? I hvert fald Anthony Jungs? Jo, det kunne de måske nok, men ikke uden at lønspiralen igen drejede den forkerte vej.
Jamen, kunne man ikke leve med, at så god en spiller som Jung var lønførende? I princippet jo, men hvis Brøndby først bøjede sig for ét lønkrav, der ligger langt fra budgettet og lønstrukturen, så ville man jo være lige vidt.
Hvad skulle Carsten V. så sige til de spillere, der har indgået aftaler i pagt med strategien; det vil sige aftaler på et væsentlig lavere niveau, end hvad man tidligere kunne tjene i Brøndby? Det ville være det samme som at miste troværdigheden. Og tro mig: Lønaftaler rygtes lynhurtigt i agentbranchen.
Man kan sagtens sige, at det er dyrt for Brøndby at være fattig. For med sin forsigtige ageren i transfermarkedet i juli og august afskrev man sig reelt muligheden for at komme i det lukrative gruppespil i Champions League.
På et par superheldige dage kunne man nok have slået Red Bull Salzburg, men realistisk set var det en uløselig opgave. De andre var en klasse bedre end det nuværende Brøndby-hold, og jeg sad da også og ønskede, at Niels Frederiksen kunne have stillet op med sit mesterhold. Men loyale Frederiksen måtte også bøje sig for Brøndbys erklærede mål om at blive en bæredygtig klub.
Jeg tror desværre, at vi må acceptere, at Brøndby blev danske mestre 'ved en fejl' i 2020/21. Forstået på den måde, at det var et ganske usandsynligt mesterskab, der blev vundet med et langt mindre budget end de primære konkurrenter fra FC København og FC Midtjylland.
Det var ikke et mirakel, når man sammenlignede Brøndbys hold med de to andres. Men det var et mirakel i økonomisk forstand. Brøndby burde simpelthen ikke have været i stand til at vinde, for man var stadig i fuld gang med at tilpasse sin økonomi.
Hvem havde i sin vildeste fantasi forestillet sig, at Brøndby ville vinde guld halvandet år efter at have sagt farvel til sine tre bedste spillere? De allerede nævnte Wilczek, Mukhtar og Kaiser.
Man kan mene, at Brøndby IF burde have satset butikken, når man pludselig befandt sig et dobbeltopgør fra gruppespillet i Champions League. Det er et synspunkt. Brøndby kunne have hentet en to-tre etablerede og dyre spillere, som kunne have tjent sig selv hjem ved at spille Brøndby i Champions League.
Men hvad hvis de ikke kunne? Så ville Brøndby igen have siddet tilbage med nogle alt for lange og alt for dyre kontrakter. Vi skal alle sammen huske på, at det er meget lettere at gamble på andres vegne.
Vi skal også huske på, at Carsten V. Jensen ikke er en gambler. Det har han aldrig påstået. Han har til gengæld erklæret sig parat til at stå i spidsen for strategi 6.4 og sørge for, at Brøndby IF igen bliver bæredygtig, og den målsætning har han været tro imod.
Det betyder som skrevet i indledningen ikke, at han har gjort alting rigtigt i transfervinduet. Han kunne have hentet spillere som Mathias Greve og Kevin Tshiembe ind noget før, og vi har fortsat til gode at se, om Brøndbys satsning på unge skandinaviske spillere en dag bærer frugt.
I den sidste ende er Carsten V. Jensen jo også ansvarlig for resultaterne på banen, og for en klub som Brøndby har de i denne sæson været uacceptable.
Men vi skal bare være enige om en ting: Hverken Brøndby IF eller Carsten V. Jensen har mistet troværdigheden.
