AGFs islandske midtbanespiller, Mikael Anderson, var enormt skuffet efter nederlaget til Viborg på 0-2.

Han lægger ikke skjul på, at holdet efter to måneder uden sejr kæmper med tingene, og at det ikke fungerer.

»Vi kæmper med det, det kan man godt se. Det er det hele, der ikke er godt nok i dag. Vi er bare ikke gode nok i øjeblikket,« siger Anderson og fortsætter.

»Vi har det svært, og vi skal komme ud af den her udfordring, hvor vi døjer med at præstere over en hel kamp og få resultatet med os. Der er ingen tvivl om, at vi underpræsterer i øjeblikket.«

Islændingen ved godt, at der skal nogle sejre på bordet hurtigst muligt, hvis AGF ikke for alvor skal til at være nervøse for at rykke ned.

»Jeg er mega skuffet i forhold til den syvendeplads. Men vi er i en situation, hvor vi ikke skal fokusere på den. Vi skal bare vinde vores næste kamp og forhåbentlig lægge afstand til dem, der kommer nedefra.«

»Vi skal tage situationen seriøst. Det er klart, at taber vi samtlige kampe, og andre vinder, så er der ikke så langt op. Vi skal til at vinde kampe, så simpelt er det. Så længe vi ikke gør det, så kommer de andre tættere på.«

To måneder uden sejr har også sat sine spor på holdet, mener Anderson.

»Man kan godt mærke, vi ikke har vundet i lang tid. Jeg synes ikke, at vi er blottet for selvtillid, men man kan godt mærke, at vi skal til at have en sejr, og det skal gerne være snart. Det er lang tid siden, vi sidst har sunget efter en kamp.«

På trods af den lange stime uden sejr mener islændingen ikke, at AGF er i krise.

»Krise er et hårdt ord. Det er ikke forfærdelige tilstande. Vi har troen til at komme ud af det, vi har motivationen, og vi har fans, der bakker op. Det er klart, de ikke var tilfredse i dag, men jeg havde nok også buhet, hvis jeg stod i deres sted. Krise, nej. Udfordring, ja.«