Det tager kun et par minutter, og så er der serveret.

Men forbruget af de populære kopnudler giver panderynker hos en dansk forsker. 

Især børn og unge er vilde med måltidet, der blot kræver kogende vand for at forvandle sig til en spiseklar snack.

I en Epinion-måling lavet for DR Ultra Nyt svarer mere end hver fjerde blandt de 9-14-årige, at de spiser kopnudler en eller flere gange om ugen.

Samtidig oplyser mere end 6 ud af 10, at de aldrig har hørt om ultraforarbejdet mad

Det bekymrer Daniel Borch Ibsen, lektor på Aarhus Universitet og seniorforsker ved Steno Diabetes Center i Aarhus:

»Det er jo rigtig mange børn og unge, som spiser den her type fødevarer,« siger han til DR.

Forskeren har sammen med DR Ultra Nyt fået en 14-årig til at spise kopnudler og en hjemmelavet version. 

Forskellen er slående.

Den hjemmelavede indeholder 477 kalorier – supermarkedsudgaven 1.146. Samtidig er købeudgaven blottet for næringsstoffer. 

Derfor udgør kopnudlerne en trussel for unges sundhed på sigt, siger forskeren. 

Værst af det hele er saltindholdet, der er ti gange så stort i kopnudlerne. Mere end et dagsforbrug for den 14-årige, siger Daniel Borch Ibsen til DR.