Efterspørgslen på Novo Nordisks populære diabetes- og slankemedicin Ozempic er stor.

Så stor, at medicinen videresælges ulovligt på internettet.

Derfor kommer Novo Nordisk nu selv med en advarsel.

Det gør de over for Sjællandske Medier, som den seneste tid blandt andet har afdækket, hvordan Ozempic sælges i en række Facebook-grupper.

»Vi opfordrer til at kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis man bliver opmærksom på behandlingssteder eller onlinetilbud, som man vurderer har et uansvarligt brug af receptpligtige lægemidler,« lyder det blandt andet i Novo Nordisk udtalelse til Sjællandske Medier.

Ved du noget om sagen? Så må du gerne kontakte B.T. på mailen sebj@bt.dk.

Over for Sjællandske Medier vil Novo Nordisk dog ikke svare på, om de selv er bekendt med ulovligt salg af Ozempic på internettet.

Det er bestemt ikke første gang, at der er historier om både ulovligt salg af Ozempic, men også salg af en falsk version af det populære lægemiddel.

Den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse (FDA) advarede nemlig i december forbrugere mod at benytte sig af forfalskede versioner af Novo Nordisks diabetesmiddel Ozempic.

FDA fandt dengang forfalskede versioner af Ozempic blandt lægemidler i USA. 

Novo Nordisk tjener mange milliarder på Ozempic, der dog i fremtiden kan få selskab af et slankemiddel i pilleform.

Medicinalfirmaet kunne nemlig for nylig fortælle, at et slankemiddel i pilleform kan komme i dette årti.

I den forbindelse steg Novo Nordisk-aktion med over otte procent.