Fredag kom det frem, at Yousee har hyret den fyrede radiovært Søren Dahl fra programmet Café Hack.

Det oplyste Yousee i en pressemeddelelse. Det populære radioprogram havde ellers fået dødsstødet, efter det kom frem, at folkene bag i en årrække havde tjent mindst en million kroner på at sende det fra forskellige lokationer i landet om sommeren.

Det nye program, hvor Søren Dahl snakker med kendte mennesker om aktuelle temaer, vil blive sendt fra Café Hack i Aarhus, men Yousee har endnu ikke løftet sløret for navnet på programmet, som man kan høre på Facebook eller på Yousees infokanal og musik-app.

Det er dog ikke alle Yousee-kunder, der er så begejstret over den beslutning. Det er nemlig strømmet ind med mindre positive bemærkninger på Yousess Facebook-side. Eksempelvis skriver en kvindelig Facebook-bruger:

'Seriøst YouSee, hvad har I gang i?? Udover at belønne den fusker, så går I i gang med at bruge jeres kunders penge på at producere radio? Hvad med at bruge pengene på at opgradere og vedligeholde netværket i stedet for? Det her er så latterligt at jeg troede, vi allerede havde 1. april,' lyder de hårde ord.

Svaret fra Yousee lyder:

'Vi vil gerne levere godt og unikt indhold til alle vores kunder, og vi ved, at rigtig mange af dem lyttede til Cafe Hack. Derfor vil vi gerne give dem mulighed for fortsat at lytte med, når Søren Dahl inviterer kendte danskere inden for, og vi håber at aftalen skaber glæde hos de ca. 1 mio. danskerne (hvoraf en stor del er kunder i YouSee), der lyttede med hver søndag. Vi investerer hver dag i at opdatere vores digitale infrastruktur – netop for at sikre gode forbindelser for alle vores kunder. Vi vil dog meget gerne høre fra dig hvis du oplever problemer, for det er selvfølgelig noget vi skal have undersøgt, hvis dette er tilfældet.'

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Flere truer også med at forlade Yousee, hvis programmet bliver en realitet, og det fremgår også af de mange kommentarer, at folk frygter prisstigninger. Der er dog også nogle stemmer i debatten, som forsøger at gyde olie på vandene.

'Slap dog af det er bare et radio program og forøvrigt et af de bedre,' lyder det fra en mandlig Facebook-bruger.

Det første afsnit af programmet bliver sendt 9. april og sendes derefter hver søndag i et års tid.