Den amerikanske streaming-tjeneste Netflix har endelig lanceret et længe ventet tiltag, som har været flere år undervejs. Det betyder, at det nu bliver endnu nemmere at streame film og serier, når man er på farten. Og det er ganske gratis. 

Nu er det nemlig ikke længere nødvendigt at være tilkoblet internettet, før man trygt kan læne sig tilbage og nyde en god film fra Netflix-kataloget.

Streamingtjenesten har nemlig efter flere års tilløb endelig lanceret en download-funktion til deres app. Så hvad enten man befinder sig om bord på flyet, i toget eller på bagsædet af bilen, hvor der ikke lige er wifi-adgang, så kan man altså alligevel lade sig underholde. Det eneste, man skal huske, er selvfølgelig at trykke på 'download-knappen', inden man tager hjemmefra.

»Flere af de mest populære streamingserier og film er allerede gjort tilgængelige for download, og der er flere på vej, så der er rigeligt med indhold til rådighed, for de, der måtte være offline,« skriver Eddy Wu, der er ansvarlig for produktinnovation hos Netflix.

Man skal dog ikke regne med, at alt indhold bliver tilgængeligt for download lige med det samme. Eksempelvis har Disney indtil videre sat foden ned over for download af deres produkter via Netflix, men streamingtjenestens eget originale indhold, der blandt andet tæller populære serier som 'Orange is The New Black', 'Narcos' og 'The Crown', allerede ligger klar.

Det samme gør sig gældende for diverse film, serier og dokumentarer, og Netflix vil løbende føje yderligere indhold til.

Den nye download-funktion fungerer på både Android og Apple's iOS, hvor man blot skal opdatere sin app, før det nye tiltag kan tages i brug. Dog skal man på forhånd sørge for, at der er tilstrækkeligt med ledig plads på sin enhed, før man downloader en hel sæson af sin yndlingsserie. Ifølge flatpanels.dk kræves cirka 400-500 Mb plads for at downloade en time i HD-kvalitet, mens man også kan hente indholdet ned i den lavere SD-kvalitet.

Når indholdet er downloadet, har man et tidsbegrænset periode til at se indholdet. Det vil typisk være alt fra 48 timer til en hel uge.