Lige om lidt går starten ved VM i herrehåndbold – men det er uden en af de største skikkelser i rødt og hvidt over de seneste år.

I 2022 sagde Lasse Svan nemlig farvel til håndbolden, og derfor går han en noget særlig tid i møde.

Det bliver nemlig første gang siden karrierestoppet, at Svan skal følge alle sine kammerater kæmpe for nye slutrundemedaljer – og det erkender han bliver en noget speciel oplevelse, da B.T. møder Svan på den røde løber før Sportgalla 2022.

»Det bliver specielt første gang at skulle sidde og kigge med derhjemmefra,« siger Svan, der dog har et stort smil på.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Og smilet skyldes kæmpe forventninger til hans tidligere landsholdskollegaer, der får ham til at sidde med krydsede fingre i håb om en historisk præstation.

»Det er ikke sådan, at jeg sidder og ærgrer mig over ikke at skulle med. Jeg er glad for, at Danmark er favoritter, og jeg håber også på, at de kan hive titlen en gang mere og blive helt historiske med tre VM-titler i træk som det første hold. Det ville være kæmpe stort.«

Selv om karrieren nu byder på et helt andet liv som mentaltræner hos Counter Strike-holdet Heroic, så bliver kontakten holdt ved lige med landsholdsdrengene.

»Jeg har heldigvis en masse dejlige venner på det hold, og jeg under dem det mega meget, hvis det sker.«

»Vi har stadig kontakt – sådan er det med gode venner – vi snakker, uanset hvor vi er.«

Det nye liv væk fra harpiks og håndboldhaller er en ny oplevelse.

»Jeg er glad for det. Det er spændende – jeg havde en forhåbning om at komme en smule væk fra håndbolden for at teste mig selv.«

»Det har været noget helt andet at træde ind i – men en fantastisk gruppe mennesker, jeg arbejder med. Det nyder jeg rigtig meget.«

VM i herrehåndbold starter 11. januar.