Kærligheden har trange kår i Kidderminster, og blandt andet derfor trækker en fremtid i Hvidovre i Jan Mølbys arbejdsmand René Petersen, der fortsatte med fodbolden, selv om lægerne rådede ham til at stoppe.
De opruster i "Schmeichel United", også kaldet Hvidovre, og næste nye mand i 1. divisionsklubben kan blive Rene Petersen fra Kidderminster Harriers, topklubben i den femtebedste engelske række, hvor Jan Mølby er manager.
Den 26-årige fyr er ikke nogen feteret fodboldstjerne endsige mangemillionær, men derimod en solid, lidt anonym arbejdsmand.
"Han har fået fuld spilletid i tre testkampe på 10 dage for os, og han er helt klart lige den type, vi kan bruge i Hvidovre. Han er ikke nogen stjerne, men hans indstilling er meget prof efter fem år i St. Truiden i Belgien og hos Jan Mølby i Kidderminster," fastslår Hvidovre-træner Jan Kalborg, der i går sendte spilleren tilbage til Kidderminster med et muligt klubskifte i bagagen.
Efter fem år i udlandet føler René Petersen, at han holder parkeret lidt for fast i kedsomhedens kø med et ensformigt liv som fuldtidsprof.
Med hjemlængsel som endnu en ingrediens kan det nu lokke ham hjem til Danmark - kombineret med kærligheden til en belgisk pige...
Gik det galt med geografien?
Så forklarer Jan Kalborg:
"René har en belgisk kæreste, der ikke ville med til England, men via sit job for et flyselskab ofte lander i København - mens der er lige lovligt langt mellem flyene til Kidderminster.
Så hvis han bor i København, kan de bygge videre på forholdet," lyder det fra Jan Kalborg, der har afleveret en aktuel og ultrakort ønskeseddel til sin direktør, Michael Christensen, med blot et enkelt navn - René Petersen.
"Torsdag tager jeg kontakt til Jan Mølby, og så må vi se, om vi kan blive enige," siger Michael Christensen.
"Egentlig er jeg ikke så interesseret i at sælge ham, men hvis han gerne vil til Danmark, får Hvidovre da en chance for at købe ham. Vi gav cirka 200.000 danske kroner for René, så de får ham ikke gratis," fastslår Jan Mølby.
" Det er desværre ikke aktuelt, hvis vi skal give op imod en kvart million for René. Det er for stor en investering lige nu, hvor vi i Hvidovre er ved at bygge en ny organisation op," siger Michal Christensen, mens Jan Kalborg indrømmer, at han håber på et klassisk kompromis:
En lejeperiode for forårssæsonen, så alle parter kan finde ud af, hvad de vil.
Når denne slidstærke midtbanespiller fra den femtebedste engelske række kan gøre krav på udtrykket "Mølbys mirakelmand" skyldes det, at det faktisk er lidt af et mirakel, at han overhovedet spiller fodbold på professionelt plan.
For det har lægerne længe sagt, at han på grund af en lyskeskade ikke kunne.
"Nogle læger ved intet om fodboldspillere, og om hvordan kroppen reagerer på fodbold. René har problemer med en gammel skade i lysken, der kan bryde op, men han kan sagtens spille 10 år mere.
Han får måske problemer efter karrieren, men det gør mange fodboldspillere efter slid på især knæ, lyske og ankler," mener Jan Mølby.
"Jeg vidste ikke, at det havde været så galt med René, men nu har vi haft ham i over en uge, og han er slet ikke hæmmet af nogen eventuel lyskeskade. Det vil i hvert fald ikke bremse en handel," understreger Hvidovre-direktøren Michael Christensen.
