Et sandt fodboldeventyr udspiller sig i den fattige engelske arbejderby Leicester, og en dansker er hovedperson. Kasper Schmeichel og resten af The Foxes har gjort det, ingen troede muligt: Holdet, der aldrig har vundet mesterskabet, er nu favorit til at vinde Premier League. BT har besøgt byen med akut fodboldfeber.
I hjørnet af baren ’The Local Hero’ sidder 65-årige Cliff Ginnetta og drikker en dybsort half-pint. Manden, der har boet i byen hele sit liv, har sin egen måde at beskrive stedet:
»Indtil nu har vi nok mest været kendt for vores chips-fabrik, Walkers.«
Nå ja, så er der selvfølgelig også Guinness-rekorden for Storbritanniens største supermarked og det nylige fund af King Richard den 3.’s jordiske rester under en parkeringsplads.
Derudover er der ikke så meget at komme efter her i Leicester, der ligger i hjertet af England, 60 kilometer øst for Birmingham.
Byen, der har ca. 330.000 indbyggere, ligger i den triste ende af de fleste statistikker over sociale og sundhedsmæssige forhold. Beboerne har bl.a. den laveste gennemsnitlige indkomst i Storbritannien, den største andel af børn, som lever under fattigdomsgrænsen, og arbejdsløsheden er højere end gennemsnittet.
Som en ekstra streg under elendighedens regning blev Leicester for nylig kåret som en af de mindst romantiske byer i det britiske kongerige.
Men i øjeblikket er de lokales hjerter ved at briste af ren lykke og stolthed. Et vaskeægte fodboldeventyr har sat den britiske arbejderby på den anden ende – og på verdenskortet.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Leicester City, de dedikerede fodboldfans og klubbens spillere.
Det får du:
- Artikel: Miraklet i Leicester
- Fakta: Leicester og The Foxes
- Artikel: Jamie Vardy: Byens ’working class hero’
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Et sandt fodboldeventyr udspiller sig i den fattige engelske arbejderby Leicester, og en dansker er hovedperson. Kasper Schmeichel og resten af The Foxes har gjort det, ingen troede muligt: Holdet, der aldrig har vundet mesterskabet, er nu favorit til at vinde Premier League. BT har besøgt byen med akut fodboldfeber
I hjørnet af baren ’The Local Hero’ sidder 65-årige Cliff Ginnetta og drikker en dybsort half-pint. Manden, der har boet i byen hele sit liv, har sin egen måde at beskrive stedet:
»Indtil nu har vi nok mest været kendt for vores chips-fabrik, Walkers.«
Nå ja, så er der selvfølgelig også Guinness-rekorden for Storbritanniens største supermarked og det nylige fund af King Richard den 3.’s jordiske rester under en parkeringsplads.
Derudover er der ikke så meget at komme efter her i Leicester, der ligger i hjertet af England, 60 kilometer øst for Birmingham.
Byen, der har ca. 330.000 indbyggere, ligger i den triste ende af de fleste statistikker over sociale og sundhedsmæssige forhold. Beboerne har bl.a. den laveste gennemsnitlige indkomst i Storbritannien, den største andel af børn, som lever under fattigdomsgrænsen, og arbejdsløsheden er højere end gennemsnittet.
Som en ekstra streg under elendighedens regning blev Leicester for nylig kåret som en af de mindst romantiske byer i det britiske kongerige.
Men i øjeblikket er de lokales hjerter ved at briste af ren lykke og stolthed. Et vaskeægte fodboldeventyr har sat den britiske arbejderby på den anden ende – og på verdenskortet.
En ekstatisk stemning
De ikoniske britiske rækkehuse ligger side om side med nedslidte industribygninger og fabrikker. En ældre dame, som kommer slæbende med sine indkøbsposer, bærer et Leicester City-halstørklæde om halsen. Et symbol, der har fået en helt særlig betydning for byen og dens indbyggere.
86-årige Betty Freestone, der siden hun var helt lille har fulgt det lokale fodboldholds kampe i sin transistorradio, kan selv bedst beskrive den nuværende stemning i Leicester med ét ord: »Ekstatisk.«
Og det er lige præcis den følelse, som man møder, uanset hvem man taler med i Leicester.
Som taget ud af et filmmanuskript har det lokale fodboldhold kæmpet sig hele vejen fra bunden til toppen i den øverste engelske fodboldliga, Premier League – og er nu favorit til at vinde det hele. Foran fodboldgiganter og milliard-forretninger som Manchester City, Arsenal og Tottenham.
Britiske medier tøver ikke med at kalde det for en af de største sensationer i engelsk fodbold, hvis ’The Foxes’ (rævene, red.) drøm går i opfyldelse.
Sammen med sin svoger er Betty Freestone på vej til den lokale pub, The Union Inn. For som hun siger:
»Vi tager os altid en øl om mandagen. Nej, for resten, det er jo onsdag!,« udbryder hun med et grin.
Stamstedet, der ligger i et gammelt bindingsværkshus, er som et museum for Leicester City-klenodier.
Overalt på væggene og bag baren hænger der signerede trøjer, fotos af tidligere spillere, gamle kampprogrammer, klubflag, billetter fra 70’erne, antikke fodboldstøvler og andre kuriositeter som en T-shirt fra en svensk Leicester City-fanklub og en chipspose med et billede af folkehelten og topscoreren Jamie Vardy.
Alle gæsterne på den tilrøgede pub snakker om fodbold. Heriblandt 68-årige Roy Ward:
»Det er fuldstændig uvirkeligt. Jeg har fulgt Leicester City i over 40 år, men det her er højdepunktet i klubbens historie. Og det er en stolthed, man kan mærke i hele byen.«
Pengestærke rivaler
For knap et år siden lå de allersidst i ligaen og var faretruende tæt på nedrykning – men nu har mandskabet og den nye italienske træner Claudio Ranieri vendt alt på hovedet.
Med benhårdt arbejde og en ukuelig selvtillid har den undertippede klub kæmpet sig til tops. Det er mildest talt noget af en præstation, ikke mindst når man tænker på rivalernes bugnende økonomi. Manchester City, som Leicester ydmygede 3-1 på udebane i sidste weekend, har en trup, der samlet set er op mod tre mia. kr. værd.
»Knib dig selv i armen. Gnid dig i øjnene. Sprøjt vand i ansigtet. Det er ikke en drøm,« lyder den rammende beskrivelse i den lokale avis, Leicester Mercury.
Bookmakernes tal taler også deres eget tydelige sprog: Satsede man på guld til Leicester ved sæsonens begyndelse, gav det pengene 5.000 gange igen. En tømrer, der spillede cirka 50 kr., står til en gevinst på cirka en kvart million, hvis klubben vinder mesterskabet.
’Leicester City er min religion’
En af de mest hardcore Leicester-fans er 36-årige Lee Jobber, der bor i den socialt belastede bydel, Braunstone. Her deler han et lille rækkehus med sin 62-årige mor.
De fleste, der har noget med fodbold at gøre i byen, ved hvem Jobber er. Han er heller ikke til at overse i gadebilledet eller på King Power Stadium. Den kraftige, skaldede mand, der har over 160 tatoveringer, har i årevis haft den ærefulde tjans som trommeslager til holdets kampe.
Han kalder selv klubben for »sin religion«.
Han har Leicester City’s logo tatoveret hen over hele ryggen, ligesom anklen er prydet med et påfund, som han helt sikkert er den eneste i verden, der bærer rundt på: Et billede af Disney-figuren Mary Poppins med et Foxes-halstørklæde om halsen. I husets entré hænger et kæmpe skilt med klubbens navn, og på bilens nummerplade står der ’YES LCFC’. Selv hans mor er blevet påvirket af sønnens lidenskab:
»Tidligere, når jeg kom hjem fra en kamp, så spurgte hun altid ’vandt I i dag?’. Nu spørger hun i stedet ’vandt vi i dag?’,« siger Lee Jobber.
I hans fattige barndomshjem var der hverken råd til fodboldbilletter eller børnepasning, men naboen tog den 4-årige dreng med til sin første kamp. Siden har Jobber og Leicester City været uadskillelige. Det er blevet så ekstremt, at han selv griner, når han fortæller om det:
»Jeg har indrettet hele mit hele liv efter fodbold. Hvis der var nogle andre, der sagde, at de havde gjort det, ville jeg selv tænke, at det var mærkeligt. Men jeg har været inde i en fodbold-boble hele mit liv. Jeg har fravalgt børn på grund af fodbold, og jeg har valgt min karriere, så det passer med, at jeg har fri, når der er kampe. Mine ferier har jeg også altid fået til at passe med kampene. Hvis en kamp blev flyttet, mens jeg var ude at rejse, tog jeg hjem før tid. I løbet af de seneste 20 år har jeg kun misset en håndfuld kampe – og det har været på udebane,« siger Jobber, der sidder i en sort lædersofa i sit lille værelse.
Det er kun fordi, at han er flyttet ind hos sin mor for nylig, at væggene ikke er tilplastrede med Leicester City-merchandise som i hans tidligere bolig.
»Tidligere havde mange mennesker hverken hørt om byen eller fodboldholdet. Nu vil de pludselig gerne blive stående og snakke, når jeg er på ferie og siger, at jeg kommer fra Leicester,« siger Lee Jobber, der til daglig arbejder som pædagog-medhjælper.
Selv om mange fodboldeksperter nu peger på Leicester som guld-favorit, tør han næsten ikke tro på det. For Leicesters historie er fyldt med fiaskoer.
»Skal jeg svare med hjertet eller hjernen? Jeg har set det så mange gange før. At vi er kommet meget langt, og så er vi faldet igen. Ja, vi har slået Liverpool, og ja, vi tævede Manchester City. Men det kan glippe, som det har gjort før. Jeg håber bare, at de dage er forbi.«
Han lægger ikke skjul på, hvordan han vil reagere, hvis guldet kommer i hus.
»Hvis vi vinder, så kommer jeg ikke til at huske meget af maj måned. Det bliver fuldstændig sløret,« siger han og bryder ud i et grin.
Japanske Leicester-fans
Den klassiske historie om den lille underdog er nået vidt omkring. Faktisk helt til Japan, hvor der i øjeblikket er stor efterspørgsel efter Leicester City-merchandise, siger Cam Laywod, der er supervisor i klubbens fan-store.
»Det er så vildt. Vi har aldrig oplevet at sælge så meget merchandise før, og vi får bestillinger fra folk overalt i verden,« siger han og fortæller, at det er klubbens hjemmebanetrøje – specielt børnemodellen – der er den mest solgte vare.
Der er dog ikke grænser for, hvad man ellers kan finde på hylderne - alt lige fra armbåndsure og badekåber til parfume og bamser med klubbens navn og logo.
I et hjørne af butikken står et ældre ægtepar og kigger på nogle fleece-trøjer. Ligesom stort set alle andre mennesker, vi møder i byen, er klubben en del af deres identitet.
»Leicester er en by, hvor fodbold spiller en kæmpe rolle. Og lige nu er det højdepunktet for os,« siger 70-årige Ivan Food.
Et andet sted i byen, på Middlesex Road i den sydlige del af Leicester, har en gruppe autografjægere samlet sig foran klubbens store sportsanlæg, hvor lokale superstjerner som Jamie Vardy, Riyad Mahrez og den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel netop er ved at afslutte dagens træning.
Da en stor sølvgrå Mercedes ruller ud fra førsteholdets parkeringsplads, stiller tilhængerne sig straks op på række med blokke og penne. Den ghanesiske angriber Jeffrey Schlupp ruller vinduet ned og giver velvilligt et par signaturer.
»Det betyder utrolig meget for os at ligge nummer ét. Jeg håber, at vi vinder det hele,« når han lige at sige, inden han suser videre.
Nedladende bemærkninger
Og det er der lige pludselig rigtig mange andre, der også er begyndt at tro på. Selv nogle af de værste kritikere.
Den italienske træner Claudio Ranieri, der blev ansat i sommeren sidste år, har ellers fået flere nedladende bemærkninger med på vejen.
Blandt andre fra den tidligere engelske VM-helt og Leicesters største stjerne nogensinde, Gary Lineker, som blev citeret for følgende:
»Det er et uinspireret valg. Det er utroligt, at de samme gamle navne bliver ved med at få en tur rundt i ledelses-karrusellen.«
Også den tidligere Chelsea-træner José Mourinho har langet ud efter Ranieri:
»Ranieri har en indstilling som en, der ikke behøver at vinde. Han er gammel og har ikke vundet noget,« sagde Mourinho.
Selvtillid – og en stor pengeindsprøjtning
Meget tyder på, at kritikerne kommer til at fortryde de hånende ord.
»De burde vide bedre – og have noget respekt,« lyder det fra Cliff Ginnetta, der har været formand for Leicester City Supporters Club i mindst 25 år.
Han mener netop, at Ranieri fortjener en stor del af æren for fodboldklubbens succes.
»Fodbold handler om selvtillid og spilleglæde, og det er lige præcis dét, som han er god til at give spillerne. Han har ikke ændret det helt store taktisk i holdets sammensætning, men han er en slags faderfigur, som alle kan lide. I stedet for at kritisere spillerne hårdt, hvis de laver fejl, er han typen, som opmuntrer dem. Hans glæde ved fodbold smitter af på spillerne, som tror mere på sig selv,« siger Cliff Ginnetta.
Han erkender da også, at de thailandske ejere, der har investeret omkring en milliard kroner i klubben, har været en medvirkende årsag til fodboldfesten.
»Penge er det, som vi har manglet i fortiden, og det spiller selvfølgelig en vigtig rolle. De thailandske ejere har brugt pengene på bl.a. træningsfaciliteter, udvikling af ungdomstalenter, et nyt stadium og trænere.«
Vichai Srivaddhanaprabha, der i 2010 købte klubben, er på Forbes’ liste den 11. rigeste i Thailand. Han menes at være god for omkring ti milliarder kroner, som han blandt andet har tjent på detailhandel.
Uanset hvor mange penge ejerne er kommet med, var The Foxes dog aldrig nået så vidt uden individuelle stjerne-profiler som Jamie Vardy, der indtil videre har scoret 18 mål i sæsonen, den fransk-algeriske midtbanespiller Riyad Mahrez - og ikke mindst danske Kasper Schmeichel, der må siges at have en stor del af æren med otte clean sheats i 25 kampe.
Om Leicesters eventyr ender med den helt store triumf, finder vi først ud af om nogle måneder.
Men der er i hvert fald én person, som slet ikke er i tvivl om udfaldet. Da BT’s journalist spørger 86-årige Betty Freestone, hvordan hun reagerer, hvis Leicester City vinder Premier League, afbryder hun midt i spørgsmålet:
»NÅR vi vinder,« lyder det i et korreksende tonefald.
Jamie Vardy: Byens ’working class hero’
Jamie Vardy’s having a party’ står der på den t-shirt, der går som varmt brød til Leicester City’s hjemmekampe for tiden.
Ja, selv den lokale chips-fabrik Walkers har lavet en limited edition-pose med et billede af holdets 29-årige stjerneangriber.
Det er nu ikke kun de 18 mål, som han har scoret indtil videre i denne sæson, der gør ham til arbejderbyens store helt. Det er også hans personlige historie, som er så speciel, at Hollywood-instruktøren Adrian Butchard går med planer om at filmatisere den.
Som teenager spillede han i bittesmå klubber uden for det landsdækkende ligasystem, og han havde egentlig droppet fodbold helt, da han som 16-årig blev kasseret hos Sheffield Wednesday.
I stedet fik han job på en karbonfiberfabrik, der fremstillede benproteser. Han blev dog overtalt til at spille et par timer om ugen på et ungdomshold i Rotherham. Senere skiftede han til Stockbridge Park Steel, hvor lønnen lød på 400 kroner om ugen.
Gik med fodlænke
Her kom han dog i problemer, da han efter et bar-slagsmål blev dømt til at bære fodlænke i et halvt år. Lænken betød, at han ikke måtte opholde sig uden for hjemmet efter klokken 18.
»Hvis udekampene var for langt væk, så kunne jeg kun spille en time. Så handlede det om at afgøre kampene inden, forlade banen og så hurtigt sætte mig ud i bilen og køre hjem,« har Jamie Vardy fortalt til The Telegraph.
Alligevel opnåede han succes i klubben og rykkede derfra videre til Halifax og senere Fleetwood Town. Større klubber fik dog pludselig øjnene op for talentet, da han her scorede 31 mål i 36 kampe, og Leicester City betalte derfor 10 millioner kroner for angriberen.
Nu er han en stor del af årsagen til Leicester City’s Premier League-succes – og de lokale indbyggeres ’working class hero.’
