Rene Henriksen og Jan Michaelsen har fået succes i en sen alder. Hos græske Panathinaikos oplever de i disse dage en sand Champions League-succes. ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Den ene snakker som et vandfald. En temperamentsfuld humørbombe, der hellere fortæller en dårlig historie end slet ingen historie. Holdkammeraterne kalder ham et forvirret rodehoved med en sprudlende energi.

Den anden er roligheden selv og siger sjældent mere end højst nødvendigt. Den tilbageholdende type med det kølige overblik, som aldrig gør tingene sværere, end de er.

Det er temperamentsmæssigt set to vidt forskellige danskere, der for tiden sammen oplever succes på succes i græske Panathinaikos. Men samtidig to fodboldspillere, hvis fantastiske karriereforløb minder voldsomt om hinanden.

For nok er de forskellige - rolige René Henriksen og vilde Jan Michaelsen - men deres vej mod den internationale top har masser af lighedspunkter. Begge er de kendt for deres sublime teknik. Begge tog de en mildest talt utraditionel vej mod landsholdet og udlandskontrakten. Begge spillede de »kun« divisionsfodbold i AB indtil de var sidst i 20rne. Begge debuterede de i landsholdsdragten i en uhørt sen alder. René var 29. Jan var 30. Ingen af dem havde tidligere i deres karriere bare været i nærheden af udvalgt hold i Danmark.

Og nu har de begge været med til at sikre Panathinaikos førstepladsen i Champions Leagues gruppe C..

Det ligner et eventyr, men ikke et af dem, en vis Hans Christian Andersen kunne have skrevet. Æren for Henriksens og Michaelsens kolossale fremgang skal nok mere tilskrives en helt anden Andersen - nemlig fodboldtræner Christian Andersen. Det var ham, der så mulighederne i de to halvgamle divisionsspillere, da han kom til AB. Og det var ham, der gav dem det sidste skub videre.

»Det er mine drenge - ingen tvivl om det. Da jeg kom til AB, var de gode spillere, men heller ikke mere. Inden for et par år sørgede jeg for, at de var profiler i dansk fodbold, og havde man lyttet lidt mere til mig, så havde René Henriksen spillet 50 landskampe i dag,« siger Christian Andersen.

Som de fleste fodboldfans sikkert vil huske, tonede han søndag efter søndag frem i TV, radio og avisspalter og gjorde opmærksom på, at René Henriksen burde være fast landsholdsmand.

»Dengang grinede man lidt ad mig. Men som tiden har vist, var det korrekt, at jeg søndag efter søndag sagde, jeg havde landets bedste libero. Og når jeg så ser René Henriksen spille i Champions League i dag og ikke bare være god, men ofte en af de bedste på banen - ja så bliver jeg sgu lidt stolt,« siger Christian Andersen, som mener, at nøglen til succesen ligger i, at Henriksen og Michaelsen greb chancen optimalt, da den endelig bød sig.

»Da vi indførte professionelle tilstande i AB, fik René og Jan muligheden på det rette tidspunkt i en klub, hvor de måske havde regnet med, de skulle hygge sig resten af deres karriere. De var første middelmådige 1. divisionsspillere, men potentialet lå i dem. De skulle bare have de rette betingelser.

René har jo overblikket - ingen danskere har et sådant, og Jan har selvtilliden og frækheden. Da de først fik muligheden for at træne otte gange om ugen, udviklede de sig kolossalt hurtigt,« siger Christian Andersen, som ikke vil kommentere, hvorfor Henriksens og Michaelsens talenter ikke blev opdaget meget tidligere.

»Det ønsker jeg ikke at ytre min mening om - bortset fra at det ikke altid er de rigtige talenter, der satses på, ligesom jeg heller ikke mener, at det altid er de bedste spillere, der udnævnes til landsholdene,« lyder det fra den karismatiske Farum-træner.

Også fodboldeksperten Birger Peitersen erkender, at Michaelsens og Henriksens store talenter kunne være gået tabt, hvis ikke en vågen træner i skikkelse af Christian Andersen havde kigget forbi Gladsaxe i slutningen af 90erne.

»Christian Andersen troede på Henriksen og Michaelsen og gav dem det spark, der skulle til. Han gav dem en fandenivoldskhed og gjorde det klart for dem, at nu skulle de altså vise, hvad deres talent var værd. Jan og René er indlysende eksempler på, at det er nødvendigt, at fodboldklubber en gang imellem ansætter en træner, som skifter de gamle stole i klubben ud og ser nogle muligheder i spillere, som ellers har fået påtegnelsen »ordinære«.

Ganske vist synes jeg, at der er trænerfyringer i dansk fodbold nok for tiden, men en spillers udvikling afhænger ofte af, at der kommer nye øjne til og vurderer talentet. Bare se på en Heine Fernandez, som jeg mener er blevet betydeligt bedre i FCK, efter at han er blevet revet op af de traditionelle rødder,« vurderer Birger Peitersen.

Fodboldeksperten nævner en anden vigtig ingrediens i opskriften på de to gamle drenges succes - nemlig modenhed.

»Deres indstilling til livet som professionel fodboldspiller har været det vigtigste. Når man kommer til græsk fodbold, er det efter min vurdering en slags alt eller intet. Vi har mange eksempler på danske spillere, der ikke har fået meget ud af det i Grækenland. Det kræver virkelig modenhed og en stærk karakter at slå igennem i en liga som den græske,« siger Peitersen.

Synspunktet bakkes op af Henriksens og Michaelsens gamle klubkammerat, ABs målmand Jan Hoffmann.

»Det har helt sikkert noget med modenhed og rutine at gøre, at de klarer sig så godt. De har haft et stort overblik og havde overskuddet til at tage chancen, da den bød sig,« siger Jan Hoffmann og indrømmer, at succesdrengene i Panathinaikos giver »gamle fodboldspillere« som ham selv ekstra håb for fremtiden.

»Jeg har stadig en masse ambitioner, og det har jeg især, fordi Jan og René har vist, at det kan lade sig gøre at slå igennem i en sen alder. Nu tror jeg faktisk på, det kan lade sig gøre at nå noget stort, og derfor har jeg bestemt ikke opgivet drømmen om hverken landsholdet eller en udlandskontrakt. Selvom man runder de 30, er man ikke færdig - der kan være meget i én endnu.«