Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Marie Bjerre kommer gående ind i mødelokalet. Hendes blomstrede kjole og lange kastanjebrune hår flagrer efter hende, da hun sætter sig midt i en solstråle. Det store smil rykker sig ikke fra hendes mundvige.

»Det passede perfekt at snakke nu her. Jeg har været til virksomhedsmøder siden i morges, og så kunne jeg lige nå forbi, inden jeg skal hente pigerne,« siger hun.

Hun bringer og henter sine døtre, Elisabeth på tre et halvt år og Leonora på et år, hver mandag. Et helligt ritual, der er en del af en større agenda om en nytænkning af ligestilling i forældreskab. Men mere om det senere.

Marie Bjerre er 35 år og bor i Frydendal i Aalborg med sin mand, forsvarsofficeren Jan, og deres to døtre. Hun er folketingsmedlem for Venstre og partiets klimaordfører.

Marie og Jan til Leonoras 1-års fødselsdag. Foto: Privat
Marie og Jan til Leonoras 1-års fødselsdag. Foto: Privat
Vis mere

Hendes og Jans hverdag fungerer i dag som en velsmurt maskine, men deres forhold startede mere som et sæt halvrustne møtrikker.

Marie boede i København i 2009, i et bofællesskab på Vesterbro.

En dag kom en høj, flot fyr ind. Han hed Jan og skulle besøge en fælles ven fra bofællesskabet.

»Så snart han kom ind ad døren, tænkte jeg bare: 'Ham skal jeg have'. Han var vildt spændende, mega cool og flot,« fortæller politikeren.

»Jeg havde en veninde på besøg, og vi skulle alle i byen om aftenen, så jeg kiggede på hende og sagde, at ham hapsede jeg,« griner hun.

Og det lykkedes hende da også at hapse ham. Efter byturen begyndte de at se hinanden.

Jan med Maries valgplakat. Foto: Privat
Jan med Maries valgplakat. Foto: Privat
Vis mere

»Han ville ikke have en kæreste, men jeg gav ikke op og blev ved med at se ham. Alle mine veninder sagde: 'Hold nu op, Marie, fat nu, at han ikke er interesseret'.«

Og sådan fortsatte det i et halvt år, inden han i foråret 2010 tog til Afghanistan grundet sit arbejde.

»Inden han tog af sted, sagde han, at nu skulle jeg bare glemme ham, og så kunne han besøge mig og min nye kæreste i Bruxelles engang. Jeg syntes, han var så røvhulsagtig,« siger hun og slår en stor latter op.

Men fanden skulle stå i, om den høje røvhulsagtige mand i Afghanistan skulle have lov til at slippe væk.

Så Marie sendte ham en lang mail om, hvor meget hun savnede ham.

Intet svar.

Så hun prøvede lige at sende en kærlighedserklæring mere.

Ægteparret med deres ældste datter, Elisabeth, der i dag er 3,5 år. Foto: Privat
Ægteparret med deres ældste datter, Elisabeth, der i dag er 3,5 år. Foto: Privat
Vis mere

Hun hørte stadig intet fra ham.

Men modsat venindernes råd skulle det vise sig, at hendes vedholdenhed alligevel var vejen frem.

»For så ombestemmer han sig nogle måneder efter, ringer til mig og kommer og besøger mig i Bruxelles. Så det var helt klart mig, der scorede ham!« konstaterer Marie Bjerre med et smil.

Og så blev de kærester. De første to år i et langdistanceforhold, da Marie blev i Bruxelles, indtil hun flyttede hjem til Jan i Aalborg.

Marie Bjerre har været aktiv i ungdomspolitik, og efter at have arbejdet som advokat i nogle år bestemte hun sig efter folketingsvalget i 2015 for at gå ind i politik igen.

I 2019 blev hun valgt til Folketinget. Det betød lige pludselig også en fire dages arbejdsuge i København, og så begyndte kommentarerne at vælte ind.

»Så flytter I vel til København? Du kan da ikke være væk fra dit ni måneder gamle barn fire dage om ugen.« Den sætning skulle Marie høre igen og igen.

»Jeg blev lidt provokeret, for hvis jeg var en mand, var jeg aldrig blevet stillet det spørgsmål.«

Men de flyttede ikke, og politikeren tager troligt til København tirsdag morgen og hjem til Aalborg fredag eftermiddag.

De dage står Jan for familielivet derhjemme, og han elsker relationen, han har fået skabt med sine børn. Ombytningen af de klassiske kønsroller er også noget, Jan har lagt mærke til.

»Jan havde en dag været alene i Salling med Leonora i en bæresele og Elisabeth i hånden. Der var kaos, Leonora savlede ud over det hele, og Elisabeth gik og råbte og lavede mærkelige lyde. Folk kiggede først irriteret på dem, men så fik de et helt overbærende blik, da de så, at det var en far. 'Hvis jeg var en kvinde, havde jeg fået et fordømmende blik i stedet,' sagde han.«

Og det prøver parret at gøre op med ved at fortælle om deres atypiske familieforhold. Med Jan som støtte har Marie kunnet eksperimentere med, hvad der egentlig kan lade sig gøre for en kvinde, der gerne vil gøre politisk karriere og samtidig være nærværende småbørnsmor.

»Jan har altid opfordret mig til at prøve tingene af, men det kan være svært at udfordre normerne, specielt hvis man ikke har en partner, der vil hjælpe. Jeg håber, at jeg så kan give kvinder opbakning ved selv at tale meget om det og vise, at man kan have familieliv og gøre karriere.«

Andre læser også