Flere politikere ser i disse dage mod Syddansk Universitet (SDU).
De bakker nemlig op om universitetets beslutning om at lukke sit såkaldte »fordybelsesrum«, der i praksis har fungeret som bederum for primært muslimske studerende.
Og flere af dem mener også, at tiden er inde til et totalt forbud mod bederum på danske uddannelsesinstitutioner.
»Jeg hilser det velkomment. I Venstre har vi igennem længere tid ment, at der ikke skal være bederum på vores uddannelsesinstitutioner i Danmark,« siger Venstres udlændingeordfører, Hans Andersen, til B.T.
»Der har været alt for mange tilfælde, hvor det er endt med kønsopdelte bederum og hvor bederummene bruges til at udøve negativ social kontrol. Det skal vi bekæmpe alt det, vi kan,« tilføjer han.
Også Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen er »glad« for, at SDU lukker deres bederum.
»Socialdemokratiet mener ikke, at danske uddannelsesinstitutioner skal stille lokaler til rådighed for eksempel et muslimsk bederum, hvorfra der udgår social kontrol eller undertrykkelse. Når man går i skole, er man der for at lære og tage en uddannelse,« siger han til B.T.
Jens Ringmose, der er rektor på SDU, har tidligere forklaret B.T., at »fordybelsesrummet« af studerende var blevet »indrettet med effekter af religiøs karakter, hvilket gør, at det ikke fremstår neutralt for alle studerende og ansatte«.
Det fremgår også af billeder, som B.T. er i besiddelse af, hvor der ligger en række muslimske bedetæpper i rummet.
Det var i strid med universitetets formål med at oprette rummet, og det var også en af årsagerne til, at det nu bliver lukket med virkning fra 1. september.
Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen ser et forbud mod bederum som »den eneste måde at forhindre en snigende islamiseringsproces og dermed radikalisering på vore læreanstalter.«
Han opfordrer alle landets øvrige universiteter til at følge SDUs eksempel, fortæller han til B.T.
Hos Alternativet har minoritetsordfører Christina Olumeko et noget andet syn på diskussionen om bederum på danske uddannelsesinstitutioner.
»Vi har fra Alternativets side tillid til de beslutninger, som uddannelsesinstitutionerne træffer. Vi har ikke behov for at blande os i den type småsager,« siger hun.
Forslaget om at indføre et forbud mod bederum afviser hun også blankt.
Christina Olumeko mener ikke, at der er evidens for, at det vil bekæmpe social kontrol at lukke bederum på udannelsesinstitutioner.
Hun og Alternativet så hellere, at politikerne for eksempel gav penge til initiativer som 'Baba', der hjælper fædre med indvandrerbaggrund med at blive integreret i det danske samfund.