»Hej, så lykkedes det endelig!« lyder en frisk, rørig og bestemt stemme i den anden ende af telefonen.

Opkaldet har været længe undervejs på grund af én ting: travlhed, travlhed, travlhed.

»Jeg filmer både Sunday og Sygeplejeskolen på samme tid lige nu, så i går tog jeg afsted klokken 6 om morgenen for at filme Sygeplejeskolen i Roskilde, og så tog jeg toget til Fredericia lige bagefter for at filme Sunday til klokken 02 i nat. Så det er nogle lidt lange dage,« griner skuespilleren Thue Ersted Rasmussen alligevel overskudsagtigt.

Den 36-årige skuespiller er fast inventar i de to danske serier. Holder det ham ikke travl nok, er han sammen med sin kæreste lige blevet førstegangsfar til lille Hugo, som venter på den oprindelige aalborgenser hjemme på Vesterbro i København.

Og så tog han da også lige et mindre skuespiljob i den første danske Netflix-film, 'Toscana', der med komiker Anders Matthesen i hovedrollen lige har haft premiere.

Men den danske filmbranche er ikke den eneste, der har fået øjnene op for skuespiltalentet.

Thue Ersted Rasmussen spiller blandt andet sammen med Melvin Kakooza i serien 'Sunday'. Foto: Privat
Thue Ersted Rasmussen spiller blandt andet sammen med Melvin Kakooza i serien 'Sunday'. Foto: Privat
Vis mere

I 2019 sendte han forventningsløst en auditionfilm afsted til den nye 'Fast and Furious 9'-film.

Tre uger senere fik han et opkald. Instruktøren til den kæmpe Hollywoodproduktion, Justin Lin, og filmseriens stjerne, Vin Diesel, havde set hans audition. De var vilde med den.

»We have seen 1800 other tapes, and you are the one we want,« fortæller Thue, at ordene var, mens han efterligner deres amerikanske accent.

Og så skete det, at han blev fløjet til 'the land of opportunities' og indlogeret på et femstjernet hotel for at spille skurken Otto i den verdenskendte, millionindtjenende filmserie.

»Det var først nervepirrende. Jeg kom jo på settet og så, hvor stort det var, og alle de her stjerner, der stod og optog. Første gang jeg hørte nogen råbe 'action!' fik jeg bare gåsehud, for det ord har jeg hørt i mit hoved, siden jeg var en lille dreng.«

Thue vidste tidligt, at han ville være skuespiller. Og en eftermiddag i 7. klasse i den aalborgensiske folkeskole, hvor han gik, stod det for alvor klart, da de blev stillet en opgave. Næsten da.

Skuespilleren spillede sammen med Vin Diesel i filmen 'Fast and Furious 9'. Foto: Privat
Skuespilleren spillede sammen med Vin Diesel i filmen 'Fast and Furious 9'. Foto: Privat
Vis mere

»Vi lavede 'hvad vil du være, når du bliver stor'-øvelsen, og jeg skrev, at jeg enten ville være skuespiller eller hacker i Forsvarets Efterretningstjeneste,« griner han.

»Så kom jeg på Aalborghus Gymnasium, hvor der var en fantastisk kvinde, Kirsten Hørby, der satte skolekomedier op, hvor jeg blev introduceret for klassisk teater.«

»Og da jeg prøvede det, stod det klart for mig, at hvis jeg kunne få lov til at leve af det her, så blev jeg lykkelig.«

Nu står han her, samtlige skuespiloplevelser rigere. Men selvom han har medvirket i alt fra folkekære danske produktioner til store hollywoodfilm, er stabilitet stadig ikke et ord, man ligefrem kan sætte på karrieren.

Indspilningen til 'Fast and Furious 9' endte da med at gå fantastisk trods nervøsiteten. Han blev komfortabel foran kameraet, fik ros af skuespillerne samt instruktøren og fik nogle fantastiske optagedage med blandt andet stjernen Charlize Theron.

»Men det er jo det sjove ved skuespilfaget, for sidste år, efter filmen udkom, havde jeg ingen arbejdsdage bagefter. Jeg knoklede for at få tre arbejdsdage på et helt år,« siger han og uddyber:

Thue Ersted Rasmussener nu på femte sæson med i 'Sygeplejeskolen'. Foto: Privat
Thue Ersted Rasmussener nu på femte sæson med i 'Sygeplejeskolen'. Foto: Privat
Vis mere

»Den ene dag var jeg til filmpremiere og fortalte om min succes, og den anden sad jeg på dagpengekontoret og blev udredt for, om jeg skulle tage en efteruddannelse, fordi jeg ikke kunne få arbejde. Det var en absurd situation at være i. Når folk møder mig, forestiller de sig et glamourliv, men jeg ser mig i langt højere grad som en daglejer, en håndværker, der leder efter arbejde.«

Derfor har han da også lært at matche sin livsindstilling med branchens uforudsigelighed.

– Hvad er din store karrieredrøm?

»Jeg har lært mig selv ikke at gøre det op sådan, for jeg føler ikke, jeg på den måde har kontrol over det. Man bliver jo i høj grad valgt til i denne branche, og det er meget få skuespillere forundt, at det går den anden vej. Det har min karriere i hvert fald ikke budt på endnu. Nogle gange har jeg arbejde, andre gange har jeg ikke.«

Det er 11 år siden, Thue blev færdiguddannet skuespiller fra skuespillerskolen i Aarhus.

»Og er der noget, jeg har lært på de 11 år, er det, at hvis jeg skal være i den her branche på den lange bane, skal jeg være vedholdende, lægge glamourdrømmene på hylden og sætte pris på det, jeg er i lige nu,« afslutter han.