Skraldet flyder i Aalborgs gader.

Og det er ikke kun efter en weekend med karneval.

Det er nemlig blevet et almindeligt syn med affald, madrester, pap og plastik, der hober sig op ved siden af de underjordiske affaldscontainere.

En del af forklaringen på det problem lader til at handle om affaldsskakternes fysiske størrelse.

De er simpelthen så snævre, at skrald sætter sig på tværs og får containeren til at flyde over.

Og det er ikke godt nok, hvis man spørger venstres rådmand i byrådet, Jan Nymark Thaysen.

»Vi kan ikke være det bekendt overfor hverken byens borgere eller turister, at der flyder skrald i gaderne på den her måde. Jeg er også bekymret for mågerne, som jo er hurtigt fremme og roder i det,« siger han til B.T.

Partiets førstesuppleant til byrådet Marianna Berg Eisenhardt har tidligere udtalt, at hun mener, at implementeringen af molokkerne virker som en »hovsaløsning«, der giver problemer i praksis – og at man er nødt til at adressere de problemer politisk.

Jan Nymark Thaysen (V) blev først bekendt med problemet på Egholm for nogle uger siden og er sikker på, at de hurtigt finder en løsning.
Jan Nymark Thaysen (V) blev først bekendt med problemet på Egholm for nogle uger siden og er sikker på, at de hurtigt finder en løsning. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Selvom hendes udtalelse ikke var som venstrekvinde, men bekymret boger, lader hendes ståsted altså alligevel til at være meget på linje med partiets.

»Det er jo tydeligt, at der er nogle problemer omkring det nuværende system, og de problemer skal løses,« siger Jan Nymark Thaysen.

Venstre er både klar til at kigge på, hvordan man politisk kan skubbe til borgernes adfærd, og om der er noget i de fysiske rammer, der skal rettes til.

»Hvis det er indløbet, som er for småt, og som skaber problemer, så skal vi have skiftet dem ud hurtigst muligt,« siger han.

Per Clausen (EL), rådmand i Klima og Miljø forklarer, at man fra forvaltningens side både kigger på, om man kan ændre på indløbenes størrelse, ligesom man kigger på at udnytte teknologien, så der hurtigt kommer en besked til renovationsmedarbejderne, hvis et molokkel er stoppet til.

»Vi vil gerne forbedre forholdene. Men man må også erkende, at det ikke er alt, der kan smides i de her molokker,« siger han.