Det har taget flere års forberedelse – og torsdag blev operationen gennemført.
Storebæltsbroen er for første gang nogensinde blevet løftet som led i en planlagt vedligeholdelse, skriver Sund & Bælt i en pressemeddelelse.
»Det har været helt afgørende for os at finde en metode, hvor vi kan udføre broløftene uden at påvirke trafikken, da det vil tage flere år at udskifte alle glidepladerne. Derfor er vi både lettede og stolte over, at prøveløftet er gået efter planen,« siger Sophie Juulsgård, ingeniør og projektleder i Sund & Bælt.
Det er den næsten syv kilometer lange vestbro, der hviler på brolejer, som har fået et løft i en prøveoperation. Det skete uden forstyrrelse af trafik.
'Mellem lejernes over- og underdel ligger en glideplade, som består af teflon. Glidepladerne sikrer, at broen sikkert kan udvide sig, når det er varmt, og trække sig sammen, når det bliver koldt. Efter mere end 25 års slid er det nu blevet tid til, at pladerne skal udskiftes', skriver Sund & Bælt i pressemeddelelsen og tilføjer:
'For at det kan lade sig gøre, kræver det, at Storebæltsbroen løftes, så lejerne kan tages ud. Et arbejde der har krævet flere års forberedelse og specialdesignede værktøjer og udstyr.'
Broen blev løftet 20 millimeter med tolv specialdesignede donkrafte, som tilsammen kan løfte 9000 ton.
Nu skal Sund & Bælt finde entreprenører til at udføre den egentlig udskiftning af pladerne – efterfølgende ventes det, at arbejdet vil tage mellem tre og fem år.