»Jeg har lige sat mig for at søge ly, det regner jo helt vildt meget,« lyder det i telefonen fra en café i København.

Det er skuespiller Sidsel Siem Koch, der har søgt tilflugt for det omskiftelige forårsvejr.

Lige nu skræmmer hun livet af danskerne som hustruen Louise i den biografaktuelle gyserfilm 'Speak No Evil' instrueret af Christian Tafdrup.

Men den har samtidig taget seerne med storm på grund af plottet, der fuldstændig blotter danskeres trang til at styre uden om ubehagelige valg og diskussioner for at bevare den gode stemning.

Louise er på ferie med sin mand, Bjørn, og datter, Agnes, hvor de møder et hollandsk ægtepar med en jævnaldrende søn. Efter ferien takker det danske par ja til at besøge familien i deres hjem.

Herfra roder de sig ud i tiltagende ubehagelige situationer forårsaget af det hollandske par, udelukkende fordi det ligger så dybt forankret i dem ikke at sige fra og blot smile deres mundvige af led, til den dårlige stemning forsvinder.

Uden at afsløre for meget ender den livsindstilling med at koste dem dyrt.

»Vi har alle en lille Louise i os. Vi kender alle de der situationer, hvor vi siger noget, men føler noget helt andet indeni. Og under indspilningen lagde jeg ekstra meget mærke til, hvor ofte det egentlig sker,« siger hun og fortsætter:

»Men endnu sjovere er det at lægge mærke til de mennesker, som ikke gør det. Vi har jo alle den onkel eller en super sej veninde, der bare siger sin mening.«

Specielt de sidste 20 minutter af filmen har sat sig som et brændemærke på manges nethinder.

I den første del af filmen er parret Louise og Bjørn på sommerferie, hvor de møder det hollandske ægtepar. Foto: Privat
I den første del af filmen er parret Louise og Bjørn på sommerferie, hvor de møder det hollandske ægtepar. Foto: Privat
Vis mere

»Første version var meget værre. I har faktisk fået den milde version,« griner Sidsel Siem Koch.

Her skulle der nærmest igangsættes et massemyrderi, mens vegetaren Louise skulle tvinges til at spise en gris.

»Da jeg læste manuskriptet første gang, sad jeg en aften i et mørkt DSB-tog med dråber på ruderne og tænkte bare 'nu vil jeg rigtig gerne hjem til min datter'. Det var virkelig voldsomt, men jeg var stor fan,« husker hun.

Sidsel Siem Kochs interesse for skuespillet startede fra barnsben. Begge forældre var uddannede skuespillere fra Aarhus, og da de blev tilbudt fastansættelse på Aalborg Teater, rykkede de og datteren mod nord.

»Jeg blev hurtigt et såkaldt garderobebarn, for det er jo et tidskrævende job, hvor mine forældre var til prøver om dagen og forestillinger om aftenen.«

»Så sad jeg enten backstage og så med, løb rundt i krogene eller sad ved frisøren og prøvede parykker,« siger skuespilleren og tænker kort.

Sidsel Siem Koch med Liva Forsberg, der spiller hendes datter, Agnes, i filmen. Foto: Privat
Sidsel Siem Koch med Liva Forsberg, der spiller hendes datter, Agnes, i filmen. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg bestemte mig for at blive skuespiller, for jeg har bare altid haft følelsen af, at det skulle jeg være. Jeg havde vist et år, hvor jeg troede, jeg skulle være rockstjerne, men det droppede jeg hurtigt,« griner hun.

Da Sidsel Siem Koch blev 13, flyttede familien til København, hvor hun siden er blevet.

Nu står hun her. 35 år med sin gennembrudsrolle. Og nok har hun ikke haft bopæl i Aalborg i mange år, men den nordjyske beskedenhed lader ikke til at være vredet helt ud af hende endnu.

»Jeg kan da godt mærke, at folk henvender sig på en anden måde nu. Men hvad karrieren kommer til at byde på, må tiden jo vise. Det er aldrig til at vide med den her branche,« siger hun og slår en latter op.

Men lige nu skal succesen bare værdsættes.

Filmen bringer blandt andet også nogle af hovedpersonerne ud i et stort landskab af sandbanker. Foto: Privat
Filmen bringer blandt andet også nogle af hovedpersonerne ud i et stort landskab af sandbanker. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg har bare nydt det. Man aner jo ikke, om det bliver super fedt eller halvlunkent, hvor man får to stjerner og et 'godt forsøgt' med på vejen. Og det har jo også været mange år undervejs.«

Tre år, for at være præcis, fordi covid-19 ødelagde den oprindelige tidsplan. Men nu kan skuespilleren endelig høste frugterne af sit arbejde.

Selvom det aldrig bliver helt det samme at se filmen som for en, der har været med i maskinrummet.

»Det er ligesom, når man holder middag for venner, og de alle sidder og siger 'hold kæft, hvor smager det godt', men man går anderledes til det, fordi man er den, der har stået og saltet, sukret og smagt til,« forklarer hun og tilføjer:

»Så den oplevelse vil jeg nok aldrig få, for jeg har jo selv stået og hakket løgene til den film. Men det er en god ret, og jeg nyder at se den,« griner hun.

Sidsel Siem Koch har allerede igangsat nye projekter. Hvilke døre 'Speak No Evil' ellers åbner, vides endnu ikke.

»Men drømmen er at lave mange flere film,« afslutter hun.