En dag var Kristine Sofie Højen på arbejde på det lokale bibliotek.

Da et lesbisk par kom hen til hende på biblioteket og spurgte efter en billedbog med et homoseksuelt par, som de kunne læse højt for deres barn, måtte hun være dem et svar skyldigt.

»Og jeg tænkte, at når jeg står her med min erfaring og uddannelse og synes, det er besværligt at finde, hvad synes andre så ikke? Der var behov for en kommerciel lgbt-bogsamling,« fortæller Kristine.

Og sådan startede ideen til 'Buens Bogcafé'.

I dag står hun her på sin egen hjørnecafé med veninden og medejeren Emma Mai Petersen og diskuterer, hvor mange forskellige smage macarons, de kan putte i montren.

I café-afdelingen kan man få stillet den lille sult, mens man læser et af stedets mange bøger. Foto: Rebecca Haugaard Christensen
I café-afdelingen kan man få stillet den lille sult, mens man læser et af stedets mange bøger. Foto: Rebecca Haugaard Christensen
Vis mere

1. december åbnede de dørene til det, der skulle vise sig at være det eneste lgbt+ (lesbian, gay, bisexual, transgender) mødested i hele Nordjylland.

Ud over en limegrøn, lilla eller purpurrød macaron kan man få te, kaffe eller en bolle, mens man kan læse alskens bøger med lgbt-tema.

»Det eneste vi havde at miste, var den opsparing, vi puttede i det. Går alt galt, finder vi et almindeligt job igen. Det værste ville være slet ikke at prøve noget af, man gerne ville prøve,« tilføjer Kristine.

Og noget har de da gjort rigtigt. Venindernes imponerende samling af godt 1.000 forskellige bøger har kun ligget i Aalborg Centrum i fem måneder, men allerede nu er kunderne og samarbejderne mange.

I bogcafeen kan man også købe diverse souvenirs med lgbt-tema. Foto: Rebecca Haugaard Christensen
I bogcafeen kan man også købe diverse souvenirs med lgbt-tema. Foto: Rebecca Haugaard Christensen
Vis mere

»Vi samarbejder blandt andet med LGBT Danmark og deres lokale rådgivningstilbud, som vi stiller vores baglokale til rådighed til,« siger Emma. De prøver at favne alle emner, der har med sex, seksualitet og identitet at gøre, og derfor hænder det, at der foregår meget kontrastfyldte ting i cafeen.

»Og vi holder også en del forskellige arrangementer. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, da vi havde en bdsm-aften (bondage, dominans, sadisme og masochisme) en fredag, og et arrangement med børnebogsforfattere lørdag formiddag,« griner Emma.

Veninderne er ikke de eneste, der syntes, at deres mødested var tiltrængt i det nordjyske. Allerede to måneder inden de overhovedet havde åbnet butikken, vandt de en pris for cafeen.

»TV 2 Zulu afholdte de såkaldte rainbow awards i oktober, hvor vi vandt i erhvervskategorien. Det viser jo bare, hvor stort behovet har været for det her sted,« siger Emma, mens en ældre kvinde kommer ind ad døren.

Hun spørger om hjælp til at finde nogle bøger, hendes barnebarn ønsker sig. Emma går op og hjælper.

Buens Bogcafé er for alle aldre og alle mennesker.

I cafeens familieafdeling er der en masse lgbt-læsning for børn og deres forældre. Foto: Rebecca Haugaard Christensen
I cafeens familieafdeling er der en masse lgbt-læsning for børn og deres forældre. Foto: Rebecca Haugaard Christensen
Vis mere

Her kommer alt fra børnefamilier til unge, voksne og ældre.

Men lige så forskellige kunderne er, lige så ens en opfattelse har mange af dem af, hvorfor Buens Bogcafé blev startet.

»Vi er vokset meget privilegeret op i den forstand, at der ikke har været problemer med, hvem vi er,« siger Emma.

Hun er biseksuel, og Kristina er lesbisk.

»Men mange tror, at vi har skabt det her af aktivistiske grunde på baggrund af egne smertenshistorier. Men det er meget udramatisk. Vi har bare set behovet og haft kompetencerne til at give det et skud,« tilføjer Kristine.

De vil bare være et permanent værested, siger hun. Folk har det med at sige »Jamen, I har jo en hel pridemåned i juli,« fortæller veninderne. I juli hvert år sættes der typisk større fokus på lgbt, og derudover bliver der holdt pride-parade.

»Men jeg er jo ikke sæsonlesbisk. Jeg er her altså også i november,« griner Kristine, og Emma slår også en stor latter op.

Kristine og Emma har været veninder siden de var små. Foto: Rebecca Haugaard Christensen
Kristine og Emma har været veninder siden de var små. Foto: Rebecca Haugaard Christensen
Vis mere

Veninderne beskriver sig selv som den hyggelige del af lgbt-bølgen. De, der ikke står forrest og kaster første mursten, men står klar bagved med kaffe, som de selv siger.

»Jeg har været til rigtig mange demonstrationer, hvor jeg er blevet spurgt, om jeg ikke vil op og holde tale. Så svarer jeg 'Nej, men når I er færdige med at være aktivistiske, står jeg klar med skærekage herovre',« griner Kristine.

Bogcafé-ejernes forhåbninger for stedets fremtid er, at de får lov til at lave mere af det, de gør lige nu. Der skal en mase spændende og forskellige arrangementer i kalenderen.

Den kommende tid kan besøgende blandt andet se frem til dragquizzer, strikkeklubber, koncerter, bogklubber, foredrag om polyamori (at have flere kærester på samme tid, hvor alle er indforstået med det) og brætspilsaftener.

»Men så håber vi også, at det her om fem år bare er en boghandel, og ikke en lgbt-boghandel. Grunden til at den her butik jo giver mening er fordi, det ikke endnu er normalt at inkludere lgbt-personer i litteratur,« afslutter Emma.