»Det er træls. Når vi er i pelssæsonen, er vi tit oppe klokken 4.30 og slutter klokken 20 om aftenen. Pludselig har man ikke det, man skal stå op til. Man bliver lidt sløv i det.«
Sådan er Walther Christensens ærlige svar på, hvordan hverdagen har ændret sig, siden Mette Frederiksen på et pressemøde 4. november meddelte, at alle mink skulle aflives.
Frem mod slutningen af året vender B.T. tilbage til nogle af de personer, som igennem vores dækning af coronapandemien har gjort størst indtryk.
Øverst i artiklen har vi samlet det til en dokumentar, der tager dig igennem hele pandemien. Fra dens spæde start, hvor vi stadig ikke helt troede på, at den ville komme til Danmark, til nu, hvor antal smittede og indlæggelser slår rekorder, og landet er lukket ned på ny.
Da B.T. mødte Walther Christensen 5. november, var det med følelserne uden på tøjet. Mens hans ansatte var i gang med at slå mink ihjel, skulle Walther også forholde sig til, at den nye virkelighed havde presset hans bror og kompagnon rigtig langt ud.
»Min bror har det lidt bedre, men han er blevet opereret siden, så han døjer med lidt andre ting. Men han kommer da ud og besøger os på farmen, og han er ved at være på fode igen. Men det er jo bare svært at lukke noget ned, som man har elsket,« forklarer Walther.
Selv om Walther nu er 36.000 mink fattigere, finder han ro i sin sanktbernhardshund. Derudover er én af de ansatte tilbage, og han håber, at han kan blive ved med at have råd til ham.
»Det er sgu hårdt at gå og kigge på alle de tomme bure. Det er sørgeligt. Vi har jo mistet vores arbejde. Og vi ved heller ikke, om vi får nogen penge.«
De første dage efter aflivningerne var gået i gang, blev Walther stædig og begyndte at pelse sine dyr, selv om han godt var klar over, at det ikke var tilladt.
Han blev provokeret af, at han i tre dage skulle se på og lugte til en container fyldt med døde mink. De begyndte at boble.
»Det var det værste svineri, jeg nogensinde havde set i mit liv.«
Han blev så provokeret, at han truede Fødevarestyrelsen med, at det blev vist i fjernsynet, hvis ikke de kom og hentede containeren. Så kom de, ifølge Walther, med det samme. Men så nåede han også til den erkendelse, at alt det, han havde nået at pelse i løbet af to dage, måtte ryge ud.
Siden starten af november er der blevet skrevet mange kapitler til historien om nedlukningen af minkerhvervet i Danmark. Det startede med spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet var hjemmel til at kræve alle mink aflivet. Som konsekvens af det spørgsmål måtte daværende fødevareminister, Mogens Jensen, 18. november gå af. Siden har spørgsmålene om, hvor meget statsministeren kendte til og hvornår, hobet sig op.
Walther Christensen er også meget uforstående over for, at statsministeren skulle besøge en minkfarm, da den var tømt for mink. Han ville hellere end gerne have vist sin farm frem, da der var dyr i den.
»Så kunne jeg have vist hende, hvad det drejer sig om. At man står og græder over en tom farm, det har jeg ikke respekt for.«
Det, Walther Christensen er mest utilfreds med, når han ser tilbage på hele forløbet, er dog uvisheden og usandhederne.
»Jeg er ligeglad med, om politikerne er røde eller blå, men jeg kan ikke forstå, at de skal lyve over for os. Det var bedre, at de havde været ærlige og sagt, at de ikke ønskede dansk minkavl.«
Derudover fylder den økonomiske usikkerhed. Det meste af opsparingen er gået på aflivningen af minkene, men avlerne har stadig ikke fået klarhed om erstatning.
»Jeg synes, at vi er blevet behandlet på en virkelig dårlig måde. Vi ved ikke, hvor vi står, vi ved ikke engang, om vi får nogle penge. Det var det mindste, politikerne kunne gøre, når de nedlægger et helt erhverv. Fortælle os, hvad vi får eller ikke får.«
Walther Christensens forhåbninger til 2021 er klarhed på den økonomiske front, så han og familien kan komme videre i livet.
»Vi kommer aldrig i gang med minkavl igen efter det, myndighederne har gjort. Så skal der ske et mirakel. Jeg ville gerne i gang igen, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Det ville være min drøm, for der er en stor glæde ved at passe dyr.«
