»Det bedste folk kan sige til mig, når jeg er i Jylland, er ‘du lyder sådan rigtig Københavner-agtig,’ så tænker jeg ‘yes! Nu kan jeg lægge mig til at dø med fred i sjælen.«
Özlem Cekic er ikke i tvivl om, hvor hun hører til. I hendes verden findes der nemlig intet over, intet ved siden af København.
»Jeg elsker den her by, fordi den er hjem for så mange forskellige mennesker, og så har den så mange minder og rigtig meget af min historie.«
B.T. har spurgt den tidligere politiker og nu Generalsekretær i foreningen Brobyggerne, hvilke steder i København der afstedkommer den vigtigste dialog.
Netop Özlem Cekic historie starter på Vesterbro. Sammen med sin familie kom hun til Danmark som tiårig, og det var her, Özlem Cekic lærte spillereglerne i slutfirsernes Danmark.
»Det er let at idyllisere sit barndomskvarter, men det var et råt miljø. I den bygning jeg boede i var det almindeligt, at der var udsatte borgere, der sov i den nederste del af opgangen. Det var der ingen, der ringede til politiet om,« siger hun og fortsætter:
»Der var hjemløse, stofmisbrugere, folk der trak på gaden og så var der ganske almindelige arbejderklassefamilier i et sammensurium, og det lærte det mig, at vi alle sammen har lov til at være her.«
Selv mener Özlem Cekic, at »en del af den tolerance forsvandt, da byfornyelsen kom, og kaffen blev dyrere,« men alligevel er hun ofte tilbage i sin barndomsgade, Sønder Boulevard.
»Sønder Boulevard vil altid have en særlig plads i mit hjerte. Den er i dag nænsomt og flot indrettet med bænke, cafeer, boldbaner og hvis man vil se lidt af det gamle Vesterbro i øjnene, så kan man mødes og spise i Absalons folkekøkken sammen med alle mulige, man aldrig vil møde igen. Fra direktøren til rengøringsdamen. Det er helt fantastisk!«
Fra Vesterbro leder Özlem Cekics liv til Nørrebro. I en periode kalder hun Peter Fabers Gade for 'hjem', hun får sit første barn på Haraldsgade, hun tager hånd om Nørrebros beboere som psykiatrisk sygeplejerske, og gang på gang falder hun for sammenholdet. »Det er en identitet at være fra Nørrebro,« som hun siger.
»For mig er det bydelen, jeg er vendt tilbage til gennem livet – mellem ægteskaber og mellem job. Her har jeg søgt trygheden og fået den. Nørrebro er jo tusinde gange bedre end sit ry.«
Og selvom dialog-kaffens dronning ikke er langsom til at fremhæve turen fra Sankt Hans Torv til Blågårds Plads og videre til Den Røde Plads, hvor man altid kan få en god snak med en fremmed, ligegyldigt hvem man er, hvor gammel man er, eller hvordan man ser ud, så holder bydelen også på et nationalklenodie, der har skabt helt særlige samtaler i Özlem Cekics familie.
»Jeg er vokset op med H.C. Andersens eventyr på tyrkisk. Min kurdiske mormor, der var analfabet havde hørt dem mund til mund, lært dem udenad og genfortalt dem. Derfor er det vildt at bo i København, hvor du bare lige kan svinge forbi hans grav. Så det gør vi hvert år, snakker om hans eventyr og lægger blomster.«
Når Özlem Cekic iagttager det København, der har formet hende, er det særligt byfornyelsen, der – på godt og ondt – springer i øjnene.
»København ændrer sig i takt med at huslejepriserne stiger, og det bliver sværere at udfordre sin egen tolerance og møde nogen, der kommer fra et helt andet samfundslag end en selv,« siger hun.
Hvor hun oplever det som om, at bænke, der måske særligt har været brugt af udsatte grupper, de seneste år er blevet fjernet i store dele af byen, står de fortsat fast på Mozarts Plads i Sydhavnen
»For mig er det her et af Københavns sidste arbejderkvarterer, og når jeg sidder på de her bænke, bliver jeg mindet om, at det er vigtigt at udfordre sin egen tolerance og tale med nogle af de mennesker, der ikke nødvendigvis ligner flertallet og har en anden hverdag,« siger Özlem Cekic, der sammenligner området med Vesterbro, som det var, da hun først lærte Danmark at kende:
»Det har stadig den gamle, mangfoldige charme, fordi det ikke har været gennem byfornyelsesmaskinen, hvor den høje husleje har skubbet arbejderfamilierne ud af byen. Der kommer alle typer mennesker her, og så længe du er villig til at give lidt af dig selv, så er det let at falde i snak. Det elsker jeg.«
»Det har stadig den gamle, mangfoldige charme, fordi det ikke har været gennem byfornyelsesmaskinen. Der kommer alle typer mennesker her, og så længe du er villig til at give lidt af dig selv, så er det let at falde i snak. Det elsker jeg.«
