Selvom butikker landet over nu har råbt højt om uafhentede pakker i over en uge, er det tilsyneladende stadig et problem flere steder.

I hvert fald hos OK-tankstationen i Nakskov, hvor man på to uger har modtaget over 7000 pakker.

Det skriver TV2 Øst.

Ligesom kollegaer landet over opfordrer man derfor borgere til at få hentet sine pakker hurtigst muligt:

»Folk har før været bedre til at hente pakkerne end i år. Eller i hvert fald end de sidste 14 dage. Så vi presser ind, hvor der er plads. Vi må også vente med at varemodtage, til der er plads,« siger Line Vinfeldt Knudsen, der forpagter OK-Plus i Nakskov.

B.T. og andre medier har den seneste tid skrevet om de proppede pakkeshops.

Det er særligt i forbindelse med black week og jul, at pakkerne hober sig op.

»Vi er udfordret på pladsen af de mange pakker, og til sidst kan det ende med at gå udover kunderne selv,« sagde Louise Andersen, der er souschef hos OK Plus Middelfart og tilføjede:

Varelageret hos OK Plus er godt proppet til.
Varelageret hos OK Plus er godt proppet til. Foto: Privat.
Vis mere

»Vi kan risikere at sætte begrænsning på, hvor mange pakker vi kan modtage. Og så kan der ske det, at pakkerne bliver leveret til en helt anden by, som folk så må tage til, fordi vi har fyldt op. Desuden er der også noget brandsikkerhed, vi skal leve op til.«

Ifølge Louise Andersen hænger boomet sammen med, at folk, særligt i forbindelse med black week, skal have leveret pakker fra forskellige steder.

Den pressede situation har også fået De Samvirkende Købmænd til at udsende en pressemeddelelse, hvori de sender en bøn til borgere om at hente sine pakker.

Ifølge TV 2 deltager man i en konkurrence hos PostNord, hvis man fra 20. november til 17. december henter sin pakke, som er sendt med PostNord, indenfor 24 timer.

Ifølge reglerne på området har man mellem syv og 14 dage til at hente sine pakker – det afhænger af, hvilket firma der leverer pakken.