»Hotellet skal bidrage med lidt ekstra krydderi.«

Sådan lyder det fra Enrico Augustinus, direktør i Odense Sport & Event, da han fortæller om købet af Stella Maris Hotel de Luxe, der ligger i Svendborg.

»Vi har mange events i Svendborg-området, og med det nye hotel kan vi tilbyde vores sponsorer og kunder noget nyt og luksuriøst,« forklarer Enrico Augustinus.

OB, Jyske Bank Arena, Hotel Odense og Odense Eventyr Golf er et udpluk af de forretninger, man kan finde under Odense Sport & Event i dag. Nu er Stella Maris Hotel de Luxe altså også en del af koncernen, der er medejet af en af Fyns rigeste mænd, Niels Thorborg.

Den fynske milliardær Niels Thorborg er bestyrelsesformand og medejer af Odense Sport & Event, der nu har opkøbt et luksushotel i Svendborg.
Den fynske milliardær Niels Thorborg er bestyrelsesformand og medejer af Odense Sport & Event, der nu har opkøbt et luksushotel i Svendborg. Foto: Mads Nissen
Vis mere

Odense Sport & Event har købt hotellet af Vejrø Gruppen, der er ejet af Kim Fournais, topchef i Saxo Bank.

Det er Niels Thorborgs gode forhold til Kim Fournais, der har gjort salget muligt, fortæller Enrico Augustinus.

»Stella Maris har måske Danmarks bedste beliggenhed og er et fuldstændig fantastisk hotel, som vi faktisk længe har haft i kikkerten til at supplere vores position i Odense,« lyder det fra Niels Thorborg i en pressemeddelelse.

Det er første gang, Odense Sport & Event investerer i mursten udenfor Odense, men sandsynligvis ikke den sidste gang, lyder det fra Enrico Augustinus.

»Jeg vil ikke udelukke, at vi måske overvejer noget, der kan imødekomme vores kunder, som kommer fra øst eller vest. Så måske Middelfart eller Nyborg bliver det næste sted,« fortæller direktøren.

Ifølge fyens.dk blev hotellet handlet for 56 mio. kroner.