Hvad gør man, når ens partner er blevet fyret, og man bliver irriteret over hans måde at tackle det på? Det kan give en masse konflikter i parfoldet, for jo mere den ene presser på, jo mere trækker den anden sig. Læs med, når Katrine Axholm guider en klient til at finde ud af, hvor følelsen af utryghed kommer fra, så hun kan ændre på sin adfærd.

Idas mand er blevet fyret, og det har skabt en masse konflikter hjemme hos dem. Hun synes ikke, at han gør nok for at finde et nyt job, og hendes tålmodighed er ved at slippe op.

»Han har trukket sig, vil ikke have, at jeg blander mig, og han vil gøre tingene på sin egen måde. Det er selvfølgelig også rimeligt nok – han er jo en voksen mand – men samtidig føles det umuligt for mig at se på, at han dimser rundt og ikke rigtig får taget fat og taget ansvar og søgt job for alvor,« siger hun.

Hun fortæller, at hun har spurgt ind til, hvad han har brug for, kommet med forslag og sendt annoncer for stillinger videre til ham, som hun tænkte kunne være interessante for ham.

»Jeg har presset på, og indimellem har jeg været vred, fordi jeg ikke synes, at han gør nok. Det er ærgerligt, at vores forhold bliver belastet på denne her måde. Vi plejer at være et godt team og kører vores familie og vores liv sammen efter de samme værdier.«

Følelsen af utryghed

Ida står i et klassisk dilemma, som de fleste af os i parforhold kan nikke genkendende til. For hvad skal vi gøre, når vores partner håndterer en vigtig situation så markant anderledes, end vi selv ville?

Ida og jeg starter med at undersøge, hvorfor det er så udfordrende for hende at rumme, at hendes mand ikke håndterer sin arbejdsløshed, som hun synes, han skal. Jeg spørger ind til, hvordan det påvirker hende, og hvad der får hende til at reagere, som hun gør.

»Jeg bliver utryg, når han ikke gør noget. Jeg mister langsomt min tillid til, at han passer på os som familie, at han tager et voksent ansvar og løser den udfordring, han står i. Jeg kommer til at føle, at jeg ikke kan regne med ham. At det bliver mit ansvar.«

Ida holder en pause et øjeblik, inden hun fortsætter:

»Når jeg siger det højt, kan jeg godt høre, at det er ude af proportioner med virkeligheden. Jeg har altid kunnet regne med Søren, og han er en ansvarlig mand, så mon ikke også han er det i denne her situation? Det var en af grundene til, at jeg forelskede mig i ham i tidernes morgen. At han er stabil og ordentlig, modsat min egen far.«

Minder om livet med far

Da Ida har fortalt om konflikterne i parforholdet, spørger jeg hende, om hun kan genkende de her følelser fra tidligere i sit liv eller fra andre relationer.

»Ja, det kan jeg virkelig godt. Følelserne minder mig om livet med min far, da jeg var lille. Han kunne aldrig holde på et job. Han var kvartalsdranker, og min mor og jeg vidste aldrig, om vi kunne regne med, at han kom hjem om aftenen.«

»Min mor prøvede at berolige mig, men jeg kunne jo godt mærke, at hun selv var urolig. At hun var bange for, hvor det hele ville ende, og den bekymring tappede jeg jo ind i.«

»Det føltes, som om det hele ville smuldre, og det er de samme følelser, jeg kan mærke nu. Vi klarer det økonomisk godt, så det skal nok gå. Det ved jeg med min fornuft, men det føles bare ikke sådan,« siger hun.

Det lyder, som om der er en gammel følelse i Ida fra en anden tid, som virkelig har brug for hendes omsorg og forståelse, når den dukker op. En følelse, som har brug for hendes voksne og rationelle hjælp til at berolige hende, så hendes reaktion ikke ryger ud af proportioner. Ida begynder at græde lettelsens tårer.

»Tænk, hvis jeg kan give mig selv den forståelse i de situationer. Jeg håber virkelig, at jeg kan lade være med at være afhængig af, at Søren skal gøre noget bestemt, for at jeg kan blive rolig. Så kan jeg sætte Søren fri til at løse sin jobsituation i sit eget tempo, uden at jeg er bange, og uden at jeg skaber konflikter, som slet ikke er nødvendige. Jeg ønsker mig virkelig, at jeg kan øve mig i det og lykkes, så vi kan få det godt igen.«