Hjælp til at strukturere arbejdsopgaver og op mod 10 opkald til sin leder.

Sådan ser arbejdsdagen ofte ud for montør Mads Schelde, som blot er en ud af mange aalborgensere, som får hjælp til at kunne overskue arbejdsdagen.

Han har nemlig ADHD, og derfor får han hjælp fra Aalborg Kommune til at få arbejdsdagen til at hænge sammen.

»Hvis jeg skulle gøre det hele selv, ville jeg ofte gå i stå. Og ende med at koste firmaet penge,« forklarer Mads Schelde, som er montør i virksomheden Rhino System.

Og netop den hjælp er han langt fra ene om at modtage. På tre år er antal af borgere med personlig assistance steget med over 100 procent i Aalborg Kommune, hvor af de fleste dog er fysisk aflastning. Personlig assistance kan nemlig dække over alt fra Ttegnsprogstolkning til oplæsning og/eller forklaring af tekster.

For Mads Schelde handler behovet for personlig assistance om  'strukturering og/eller kvalitetssikring af arbejdet', og dette er steget fra 13 til 25 borgere på tre år.

Det vil sige, at medarbejdere som Mads Schelde kan få mange mindre opgaver, som tager ham omkring to-tre timer, da hans ADHD gør, at det er svært for ham at holde fokus på en opgave i længere tid ad gangen. Derfor bruger han et skema til at strukturere dagens arbejdsopgaver.

På den måde kan Mads Schelde udføre sit arbejde, men hos virksomheden Rhino System er det tvivlsomt, om man havde ansat en medarbejder med behov for personlig assistance.

Det vidste virksomheden nemlig ikke, før de ansatte Mads Schelde, forklarer Tanja Abildtrup, administrativt ansvarlig i virksomheden.

»Hvis han havde sagt det inden, kan jeg da godt have min tvivl om, hvorvidt han var blevet ansat. For man bliver lidt bange for, hvad det er for noget. Vi kendte ikke noget til ADHD,« fortæller hun.

Den dag i dag – og med personlig assistance in mente – er hun dog ikke i tvivl om, at det var en god beslutning at ansætte Mads Schelde.

»Hvis man kan finde arbejde til sådan nogle som Mads, der skal bruge personlig assistance, så får man også bare en mega god og loyal medarbejder. For mange af dem ved nok godt, at de har svært ved at fastholde et job,« lyder det fra Tanja Abildtrup.