Peter Sajith er på vej mod Herlev Sygehus. På trods af gentagne operationer med blandt andet hudtransplantation væsker hans ben stadig, og betændelsen bliver ved med at bryde trodsigt igennem.
Frygten for, hvad konklusionen for mødet ender med, bliver Peters start på et andet liv.
Der er ingen vej udenom, for benet skal amputeres ifølge lægen, da risikoen for blodforgiftning er for stor.
Da ordene bliver sagt højt, stirrer Peter ned mod det ben, de alle har kæmpet for at kunne bevare. En larmende stilhed lander i lokalet lige efter. I afmagt over ulykkens konsekvenser fylder irritationen ham op:
»Så gør det da! Få amputeret det ben og kom videre.«
Her er Peters fortælling om en hård skæbne. Fortalt af Peter selv og gennem unikke billeder af den fotograf, som har fulgt ham i halvandet år.
For at forstå Peters beslutning spoler vi tiden to år tilbage fra før mødet.
Ulykkens nat og konsekvensen
Den 29. august 2017 sætter 24-årige Peter sig ud i bilen for at køre hjem. Han har lige været sammen med nogle venner, og trætheden i hans krop fortæller ham, at han skal hjem og sove. Men så langt når han ikke.
På vejen fra Ramløse mod Helsinge, hvor Peter bor, kører han ad tomme landeveje med mørket omkring sig. Dér sætter aftenen sit punktum for Peter, for mere husker han ikke.
Et ildebefindende får Peters krop til at gå ud som et lys. I et resultat af dét slår bilen kolbøtter hen ad landevejen, og Peter bliver slynget ud af bilen.
Ifølge lægerne kan Peters ildebefindende skyldes træthed eller stress. Efter to måneders koma og gentagne operationer er Peter stadig i live efter ulykken. Da han vågner, er ulykken som et sort hul for ham.
»En sygeplejerske prøver at fortælle mig, at jeg har været ude for en bilulykke. Jeg tænker bare, nej, det er ikke rigtigt.«
Tiden efterfølgende går med lange indlæggelser og operationer for at redde Peters ben. Men kroppen modarbejder lægernes visioner for, at Peter skal beholde benet.
Efter halvandet år må lægerne og ikke mindst Peter indse, at der skal andre tiltag til. Det resulterer også i mødet med lægen, som bliver det afgørende tidspunkt for, at Peter skal indstille sig på et liv med et amputeret ben.
»Det var sorgens dag, for den besked havde jeg ikke regnet med at få. Den dag glemmer jeg ikke,« fortæller Peter.
Hospitalsstuer og operationer er mere end velkendt for Peter, da han op til amputationsdagen har fået 15 operationer, men på denne operationsdag er der mere på spil.
»Man vil aldrig være 100 procent klar til en amputation. Jeg brugte meget energi på at forberede mig mentalt.«
Med en fastende krop, der kun indeholder bekymringer, ligger Peter klar til operationen. Men for mange akutte tilfælde udskyder Peters amputation.
»Det var rigtig hårdt at få den besked, fordi ventetiden op til kræver meget af en. Jeg var virkelig ked af det den dag.«
Den store operationsdag
Tre dage efter bliver Peter indkaldt til operationen igen, og denne gang bliver han ikke hjemsendt.
Det er den 12. marts 2020, dagen efter Mette Frederiksen tog en historisk beslutning og lukkede Danmark ned.
Peter vågner op på det ‘det farverige hospital’, som han selv kalder det. Mere specifikt er det Herlev Hospital. De orange og gule farvetoner kompenserer for den sterile duft, som med det samme minder ham om, at han igen ligger i en hospitalsseng.
»Det kan godt være, at det lyder skørt, men jeg havde ingen fornemmelse af at have fået amputeret mit ben. Jeg var bare træt og udmattet.«
Alt omkring Peter er forandret, for regeringens koncept ‘tæt på, men hver for sig’ er på det tidspunkt etableret hos danskerne. Hele verden stod i forandring, og det samme gjorde Peters verden.
Mødet med protesen og kampen for det første skridt
Erkendelsen af operationens konsekvenser tog tid, før den kunne stadfæste sig i Peters krop, men protesen blev et wakeupcall til virkeligheden.
En fysioterapeut præsenterer en protese med hvid fod for Peter.
»Har du brug for nye briller? Er jeg hvid eller brun i dine øjne,« spørger Peter sin bandagist i en humoristisk tone.
»Jeg kan da ikke gå rundt med en hvid fod på stranden, så vil folk da først glo.«
Derefter bliver en ny fod bestilt i den rette farve, som bliver startskuddet til et nyt kapitel i Peters liv med protese.
»Jeg kan huske det første skridt. Jeg var helt oppe at køre. Det havde en stor betydning for mig.«
Hans vilje til at tage sit første skridt og komme tilbage til den krop, han kendte engang, er ikke til at stoppe. Selv ikke for lægerne.
»Jeg sagde til mig selv, at jeg ville op og gå. Helst så normalt som muligt. Jeg ville træne hver dag, men det endte med, at min stump blev helt øm af det.«
Den mekaniske protese, som Peter efterfølgende får, kræver, at lårmusklerne arbejder med for at få benene til at gå.
Som at blive kastet tilbage til et nostalgisk øjeblik oplever Peter at finde den samme stædighed frem, du møder hos et barn, der bliver ved med at rejse sig i kampen for sit første skridt.
Dét at lykkedes med protesen og blive ved med at udfordre sig selv, bliver Peters drivkraft.
»Jeg føler mig speciel med det her ben og har accepteret, at det er en del af mig. Én ting, jeg arbejder med engang imellem er, hvad andre tænker. Det skal jeg lade være med, fordi jeg tror egentlig ikke, folk tænker over det.«
Bilulykken vendte op og ned på Peters liv og arbejdsliv. Tidligere har han haft erfaring som sikkerhedsvagt og pædagog, men det går ikke godt i spænd med Peters nye computerstyrede protese.
I dag er han ved at færdiggøre sit buskørekort, og planen er at blive chauffør for handicappede, som skal transporteres til og fra skole eller arbejde.
»Livet går videre, selvom man mister et ben. Jeg fokuserer ikke på at have mistet mit ben, men nærmere at have fået en chance til i livet.«
