Det blev en brat opvågning for en kvinde i Varde natten til søndag.

Pludselig stod en større flok dyr i hendes have, der havde gang i et større ædegilde.

Det skriver Sydjyllands Politi på Twitter.

'Kvinde i Sig ved Varde blev brat vækket, da hun ganske uventet fik besøg af ca. 25 køer.'

'Køerne havde indtaget haven og gnaskede løs af æbler og blomster,' skriver ordensmagten.

Men hvad gør man ved en større flok kreaturer, der er taget på nattesjov? Anholdelser blev det ikke til, afslører politiet.

'Vi har fået vækket landmanden, der nu er 'kofanger'.

Hvordan kvinden tog den specielle oplevelse i nat, melder historien ikke noget om.