Efter flere måneders konfliktoptrapning skulle højspændt landsbykrig i Solbjerg syd for Aarhus egentlig have været afgjort nu.

Men sagen har taget endnu en drejning, så frustrerede solbjergensere bliver stadig mødt af et to meter højt hegn på naturstien fra Solbjerg Hedevej til Tisetvej, der bliver brugt af mange til komme fra byen og op i skoven.

Konflikten handler om retten til en over hundrede år gammel, højt elsket sti, der går gennem den lokale 80-årige pensionist og erhvervsmand Per Lauritsens grund.

Det er stien her, der er blevet spærret af træstammer.
Det er stien her, der er blevet spærret af træstammer. Foto: Anette Solgaard
Vis mere

Per Lauritsen har valgt at spærre stien godt og grundigt med store træstammer, kæde med hængelås og et to meter højt jernhegn. Han har tidligere fortalt til B.T. Aarhus, at han mener, han er i sin gode ret til at spærre stien, fordi han ikke »gider have halvdelen af Solbjerg vandrende gennem sin have«.

Men det var Aarhus Kommune, der er myndighed på området, altså ikke enig med ham i, og 15. oktober fik han et påbud fra Natur og Miljø om at fjerne afspærringen.

Per Lauritsen har opstillet et to meter højt hegn rundt om sin matrikel for at forhindre folk i at bruge skovstien.
Per Lauritsen har opstillet et to meter højt hegn rundt om sin matrikel for at forhindre folk i at bruge skovstien. Foto: Privat foto
Vis mere

Fristen lød på fire uger. Ellers ville sagen blive givet videre til Østjyllands Politi. Det skulle være sket mandag.

Men Per Lauritsen valgte den 28. oktober at klage over Aarhus Kommunes påbud til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det betyder, at sagen er sat på pause, indtil nævnet træffer en afgørelse.

Og det kan sagtens tage en måneds tid, vurderer biolog Keld Henriksen i Natur og Vandløb:

»Det er desværre en lidt langsommelig proces, men sådan er det. Vi kan ikke foretage os noget, før nævnet har truffet en afgørelse. Man kan ikke bare gå ud og pille hegnet ned,« siger han.

Beboerformand Robert Nielsen står her foran den strimmel jord, der går langs Per Lauritsens ejendom, som er blevet fræset op.
Beboerformand Robert Nielsen står her foran den strimmel jord, der går langs Per Lauritsens ejendom, som er blevet fræset op. Foto: Anette Solgaard
Vis mere

Det overrasker ikke Robert Nielsen, der er beboerformand for boligområdet Pilevang i Solbjerg tæt på den omdiskuterede sti.

Han er en af de mange borgere, der føler sig provokeret og chikaneret af afspærringen, der koster en omvej på tre-fire kilometer, hvis han skal gå en anden vej op i skoven på luftetur med sin hund.

»Det overrasker mig efterhånden ikke, at Per Lauritsen er villig til at gøre hvad som helst og forsøger at trække sagen i langdrag. Men det er så træls for alle os, der gerne vil gå en tur op i skoven. Vi taler stadig meget om sagen, og folk er ved at være rigtig utålmodige,« siger Robert Nielsen.

Allan Lauridsen er vred over, at han ikke længere kan bruge den omdiskuterede sti, når han skal ind til Solbjerg by.
Allan Lauridsen er vred over, at han ikke længere kan bruge den omdiskuterede sti, når han skal ind til Solbjerg by.
Vis mere

Også Allan Lauridsen, der bor tæt på stien, er frustreret over, at sagen trækker ud:

»Det er møghamrende ærgerligt for os allesammen, og jeg synes, det er for dårligt, at der stadig ikke er sket noget. Men Per har tydeligvis tænkt sig at kæmpe til den bitre ende,« siger han.

Aarhus Kommune har været myndighed på området siden 2007, og siden da har der kun været en håndfuld lignede klagesager. Kun to gange de seneste 14 år er en sag blevet indklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

»Så man må sige, at det er en noget usædvanlig sag, det her. Vi har heller aldrig før fået så mange borgerhenvendelser. Der er over 20 forskellige mennesker, der har klaget,« siger biolog Keld Henriksen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Per Lauritsen om, hvorfor han ikke har fulgt påbuddet fra Aarhus Kommune, men i stedet har klaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet.