To kirurger på kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital har sagt op. 

Opsigelserne kommer i kølvandet på skandalen om for lange ventetider for hospitalets kræftpatienter.

Det skriver Jyllands-Posten.

Samtidig retter de to kirurger, Mette Møller og Jonas Funder, en sønderlemmende kritik af cheflægen på pågældende mave- og tarmkirurgisk afdeling, Charlotte Buchard Nørager.

»Vi siger op på grund af det nuværende arbejdsmiljø. Vi har ikke tillid til afdelingens cheflæge, som vi mener ikke har det, som skal til for at føre regionens syvpunktsplan ud i livet,« siger Mette Møller på vegne af begge om den genopretningsplan, der er udarbejdet.

Opsigelserne kommer kun lidt over en måned, efter at Aarhus Universitetshospital i begyndelsen af maj sagde farvel til hospitalsdirektør Poul Blaabjerg og lægefaglig direktør Claus Thomsen som følge af skandalen.

Det skete som konsekvens af en rapport, der blotlagde forløbet omkring de 313 patienter, der havde ventet for længe på behandling i perioden 1. januar 2022 til 31. marts 2023.

Flere af dem blev derfor for syge til at blive opereret, og nogle af dem døde efterfølgende af deres sygdom. 

Eksempelvis blev de ikke tilbudt behandling i udlandet – alt sammen hovedsageligt af økonomiske årsager.

Tilstandene var forinden blevet afdækket i en DR-dokumentar.

De to kirurger Mette Møller og Jonas Funder mener, at cheflægen Charlotte Buchard Nørager – der altså fortsat sidder i stillingen – også har et stort ansvar i sagen.

Ifølge Jyllands-Posten skulle hun have udstukket ulovlige instrukser og lagt pres på afdelingens læger.

Samtidig mener de, at cheflægen har givet forkerte oplysninger i forbindelse med den rapport om forløbet, der er blevet udarbejdet af Region Midtjylland.

Mette Møller og Jonas Funder meddeler videre, at de gerne vil fortsætte i deres stillinger på mave- og tarmkirurgisk afdeling, hvis der kommer en ny cheflæge.

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) har tidligere sagt, at han »beklager dybt« for sagen.

»Det er forfærdeligt, og det må ikke ske noget sted i det danske sundhedssystem, at patienter ikke får den behandling, de bør have,« lød det i begyndelsen af maj:

»Desværre har det ikke altid været patienternes tarv, der har stået øverst i denne sag: Og det må aldrig nogensinde være økonomi eller andet, der kommer i fokus.«

Jyllands-Posten har ikke fået en kommentar fra Charlotte Burchard Nørager.