Det er både ulovligt og risikabelt. Men alligevel har alt for mange bilister svært ved at lade mobiltelefonen ligge, når de sætter sig bag rettet.

I løbet af de seneste seks måneder har politiet nemlig uddelt 14.028 klip i kørekortet for brug af håndholdt mobiltelefon.

Alene i København har brugen af håndholdte telefoner nemlig resulteret i, at 3.132 klip er blevet uddelt. Det viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension.

Det svarer til, at der de seneste seks måneder er blevet uddelt cirka 17 klip i kørekortet dagligt, og det gør hovedstaden til det sted i landet, hvor der er blevet uddelt flest klip i kørekortet for at bruge mobilen under kørsel.

Det skal dog ses i lyset af, at tallene ikke tager højde for, hvor mange mennesker der bor i de enkelte landsdele.

Derfor er det også – ikke overraskende – Bornholm, hvor der er uddelt færrest klip for brug af håndholdt telefon. Kun 43 klip er blevet tildelt på solskinsøen.

Det er langt fra bare københavnerne, der har svært ved at lade telefonen blive i lommen.

På tværs af landet svarer knap hver 8. bilist i undersøgelsen, at vedkommende 'meget ofte,' 'ofte' eller 'en gang imellem' bruger mobilen håndholdt, mens de sidder bag rettet.

Endnu værre ser det ud for de yngste bilister. Hos de 17-34-årige svarer flere end hver 4., at vedkommende bruger sin mobil håndholdt, når de kører bil.

Og det er uheldigt – ikke bare fordi det er ulovligt, men fordi der er en sammenhæng mellem uopmærksomhed og antallet af uheld. Derfor opfordrer Pia Holm Steffensen, underdirektør i Forsikring & Pension, folk til at blande sig:

»Uopmærksomhed i trafikken er fortsat anledning til alt for mange uheld – og de kan så let undgås. Vi skal gøre trafikken mere sikker ved at blande os, når vi oplever, at en ven, familiemedlem eller kollega er uopmærksom bag rattet,« siger hun.