Jonathan Immersen skulle onsdag være fløjet til Barcelona for at besøge sin kæreste.

Men den voldsomme nordjyske snestorm ville det anderledes.

»Jeg tog bussen klokken 15 mod Aalborg Lufthavn. Det var rent kaos,« husker han.

Jonathan Immersen, der til dagligt læser musik på Aalborg Universitet, skulle i første omgang med et fly til Amsterdam – og herfra videre til Barcelona.

Han ankom til lufthavnen klokken 16, men nåede aldrig op i sit fly.

»KLM sagde, at jeg bare kunne tjekke ind, men lige da vi skulle boarde, kunne nogle andre se, at vores fly, som var på vej fra Amsterdam, vendte om.«

Derefter fulgte en lang periode, hvor det hollandske flyselskab ikke rigtig kunne fortælle passagerne, hvad situationen var. Til sidst stod det dog klart, at Aalborg Lufthavn måtte lukke ned for resten af onsdagen. Og så kom der en melding.

Foto: Privatfoto
Vis mere

»Næste afgang er fredag, fortalte de. Og ombookede derefter alle folk,« erindrer han og husker tydeligt reaktionerne.

»Mange tænkte, det er løgn. Folk kom fra København og Sønderjylland, så de vidste ikke, hvordan de kunne komme hjem.«

Da vejrsituationen uden for lufthavnen nu var blevet endnu værre, betød det aflyste fly, at passagerne måtte indstille sig på en nat i terminalen.

»Personalet delte madkuponer ud og vi fik nogle tæpper. Derudover fandt jeg nogle puder fra et legeområde.«

Men indtil det var tid til at gå til ro, var der alligevel en del timer, der skulle slås ihjel.

»Jeg brugte det meste af tiden på at vente og gå rundt og snakke i telefon med KLM. Men jeg snakkede også med nogle af de andre passagerer, og det var hyggeligt at høre, hvor de skulle hen,« fortæller han.

Her ses udsigten fra Jonathans soveplads i lufthavnen. Andre strandede passagerer forsøgte også at finde sig godt til rette i den noget aparte situation.
Her ses udsigten fra Jonathans soveplads i lufthavnen. Andre strandede passagerer forsøgte også at finde sig godt til rette i den noget aparte situation. Foto: Privatfoto
Vis mere

Og når man er havnet i en speciel situation, hvor kedsomheden trænger sig på, så kan man jo ligeså godt dele oplevelsen med et internetfænomen og alle hans følgere.

»Jeg vidste ikke hvad jeg skulle give mig til, så jeg sendte billeder til Anders Hemmingsen. Det var meget sjovt, at han delte det.«

Udover mangel på strømstik i den midlertidige lejrplads i lufthavnen, så havde Jonathan Immersen det egentlig okay med den noget særprægede oplevelse.

»Jeg ville nok hellere strande i IKEA, men der var da en god stemning. Men der var nogle gamle mennesker og familier med børn, som situationen var mere besværlig for.«

Den musikstuderende fortæller dog, at flyaflysningen skabte tristhed i det spanske. Sammen med sin kæreste skulle de to nemlig have besøgt hendes bedstemor i Madrid, som kæresten ikke havde set i tre år på grund af corona.

Men der bliver en ny chance. Fredag klokken 18 flyver Jonathan Immersen nemlig endelig afsted mod rejsens første stop, Amsterdam.

»Jeg er helt smadret, så indtil da skal jeg nok have sovet lidt,« afslutter han, og indikerer måske samtidig indirekte, at puder fra et legeområde næppe er den bedste seng i verden.

Andre læser også