Coronapandemien har tvunget nordmændene til at holde sig væk fra Aalborg. Men nu skal et nyt samarbejde lokke nordmændene tilbage i folden.
Det skriver migogaalborg.
Årsagen er, at nordmænd er den største og derfor vigtigste gruppe af turister i Aalborg.
Derfor går flere nordjyske aktører herunder Destination NORD, Aalborg Storcenter, Aalborg City nu sammen om at få de norske gæster tilbage til byen.
»Vi kan ikke bare sidde på hænderne og håbe på, at nordmændene kommer tilbage af sig selv. Pandemien har ændret vaner, rejsemotiver og adfærd på måder, vi endnu ikke har set de fulde konsekvenser af. Manglen på nordmænd har ramt Aalborg hårdt, og det er på tværs af hoteller, restauranter, detailhandel osv.,« siger Tonny Skovsted Thorup, som er direktør i Destination NORD til mediet.
Nordmænd vil derfor de kommende måneder blive mødt af markedsføringsindsatser på færgeforbindelser fra Nordjylland til Norge, ligesom der udvikles et shoppingtilbud op til efterårsferien og julen.
I 2019 stod nordmændene for 35 procent af alle overnatninger i byen.
Derudover anslår VisitDenmark, at den gennemsnitlige norske turist har et døgnforbrug på 2.800 kroner. Derfor er byen gået glip af en stor del af den turismeomsætning, der normalt omsættes for i byen.