Fraværet i folkeskolerne er langt højere i den østlige del af Danmark end i den vestlige.

Det gælder blandt andet kommuner i Region Hovedstaden, der kommer på en andenplads over mest fravær.

Der viser en ny undersøgelse lavet af Vive, det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, der har kortlagt det gennemsnitlige fravær for elever i folkeskolen over de sidste 11 år.

For hovedstadens vedkommende springer særligt nogle kommuner i øjnene.

Høje-Taastrup, Ishøj, Albertslund, Glostrup og Brøndby har alle en fraværsprocent mellem 6,4 og 7,4 procent, hvilket er det højeste interval i undersøgelsen.

De er efterfulgt af Herlev med 5,9 procent, og så København og Dragør med 5,7 procents fravær.

Hvorfor fraværet er højest i netop den vestlige del af Danmark, går undersøgelsen ikke ind i.

Men Kurt Houlberg, der er professor i offentlig velfærdspolitik ved Vive, fortæller, at der ifølge andre undersøgelser er forskellige faktorer, der påvirker fraværet.

»Noget af det, der kan have betydning for fraværet, er hvilken social og familiær baggrund, du kommer fra, og hvilken uddannelse, økonomi og tilknytning dine forældre har til arbejdsmarkedet.«

Undersøgelsen er lavet over årene 2010/2011 til 2020/2021, og derfor skal man for de sidste års data have in mente, at der har været corona.

»Det betyder noget, for der kan være forskel på, hvordan skolerne har registreret fravær under hjemsendelse og videoundervisning. Men det mønster, som undersøgelsen viser, er det samme som før corona, ud over at sygefraværet generelt er faldet lidt under corona,« siger Kurt Houlberg.

Over en årrække har det nemlig været sådan, at Region Sjælland har haft det højeste fravær, og på andenpladsen kommer som sagt Region Hovedstaden.

Vive har inddelt fraværet i forskellige kategorier: Sygefravær, fravær med tilladelse og ulovligt fravær.

Og her viser undersøgelsen, at sygefravær er den type fravær, der fylder mest i folkeskolen.

Derudover viser undersøgelsen også, at det er i udskolingen, der er mest fravær, og i indskolingen, der er mindst.

Ifølge Kurt Houlberg kunne det dog være en god idé at kigge ind i, hvorfor tallene viser, at det står værst til i Østdanmark.

»Det er et vigtigt opmærksomhedspunkt. Fraværet har betydning for, hvordan man sidenhen trives og klare sig fagligt,« siger Knud Houlberg.