»Lad være med at forlade dit hus – gå kun ud, hvis det brænder (så undgår du indbrud).«
Sådan lyder ét af flere iøjnefaldende råd fra Fyns Politi.
»Forebyggelse er super hipt, og derfor har vi i Fyns Politi lagt hovedet i blød for at komme op med de bedste råd, så du undgår at blive offer for kriminalitet.«
Sådan skriver Fyns Politi indledningsvist i et opslag på Facebook.
Herefter følger ti råd, som de har valgt at kalde »Guldlisten«.
Og rådene er præget af, at der har været en god fredagsstemning på politigården.
»Lad være med hjælpe nogen med noget (du undgår at blive misbrugt som for eksempel muldyr),« lyder det blandt andet.
Der er også råd til dem, der har problemer med telefonsvindlere.
»Lad være med at besvare opkald og sms’er på din telefon (så undgår du fup-opkald fra Nigeria og sms’er fra falske bankmænd).«
Er du bange for at gøre noget dumt i byen i aften, så har politiet også svaret på det.
»Lad være med at drikke alkohol (du undgår alt muligt rod og du kommer ikke galt afsted eller stjæler snolder i Netto i en brandert).«
Til slut i opslaget ønsker Fyns Politi god weekend med ordene:
»Muligvis dør du af kedsomhed, og vi bliver muligvis arbejdsløse.«