Flere dages ventetid på at få en tid til pcr-test sætter nu også sit aftryk hos de ansatte hos smitteopsporingen.

For her oplever flere ifølge opsporeren Allan dagligt at blive skældt ud af danskere, som ikke kan vente i dagevis på at blive testet.

»Regeringen har indført krav om coronapas flere steder, men man skal også bestille tid for at blive testet. Samtidig har man ikke sørget for at få podere nok ind, så man kan teste alle dem, der nu gerne vil testes,« siger Allan og tilføjer:

»Så jeg sidder her i smitteopsporingen sammen med mine kolleger og får jævnligt skældud af danskerne, fordi de ikke kan få en tid til at blive testet de dage, som vi anbefaler, de bliver testet.«

Fredag kunne Styrelsen for Forsyningssikkerhed oplyse, at det fremover vil være muligt at teste 370.000 personer om dagen, fordelt på pcr-test og lyntest, mod de 250.000 daglige test, som er mulige i dag. I samme ombæring lød det dog også, at der vil gå op til 14 dage, før den øgedes testkapacitet er på plads.

»Så man tager nogle beslutninger om, at nu skal flere danskere testes, men man har ikke sørget for, at man er parat til at tage imod alle de mennesker,« siger Allan videre.

»Politikerne bliver nødt til at være opmærksomme på, at når de siger A, så må de også være klar til at sige B.«

Allan, der ikke ønsker sit efternavn frem, sidder i smitteopsporingen i København. Han understreger, at selvom mange bliver frustrerede over de manglende testtider, er der også forståelse for, at hverken Allan eller hans kolleger kan gøre noget ved problematikken.

Allan arbejder i smitteopsporingen.
Allan arbejder i smitteopsporingen.
Vis mere

»Mange tror, at vi kan booke tid til dem, men det kan vi ikke, og når vi fortæller dem, hvordan tingene hænger sammen, så er de fleste søde og forstående.«

B.T. har søndag forsøgt at bestille tid til pcr-test i københavnsområdet. I skrivende stund er det muligt at få tid mandag eftermiddag.