TV2-dokumentaren 'Daginstitutioner bag facaden' har skabt stor debat om manglende pædagoger og forsømte børn. Formanden for BUPL, Elise Rimpler, mener, det er uacceptabelt.

'Det er optagelser, som gør et uhyggeligt stærkt indtryk. Jeg har nu set flere rystende klip og føler både vrede og vantro,' skriver formanden i et blogindlæg på BUPL's hjemmeside.

Elisa Rimpler mener, man generelt svigter i faget.

'Men det gør mig også utroligt ked af det. Først og fremmest, fordi børnene har oplevet et sådant svigt. Men også på vegne af forældrene. Faget. Og de tusindvis af pædagoger og andet personale, der hver dag går på arbejde med faglig stolthed og med hjertet – og som gør en fantastisk forskel.'

Formandens reaktion kommer på baggrund af dokumentaren, der med skjult kamera har skildret hverdage for børn i to forskellige institutioner, hvor der er tydelige tegn på manglende hænder og omsorgssvigt.

Hun lægger dog vægt på, at ingen af de to institutioner, der bliver vist i dokumentaren, er 'BUPL-institutioner', og at det derfor ikke er 'BUPL-medlemmer', der optræder i dokumentaren. Dog mener hun stadig, det er uacceptabelt.

'Men uanset hvor det er, og hvem det er, og uanset omstændighederne, så er det, vi ser i udsendelsen, fuldstændig uacceptabelt. Det hverken kan eller skal undskyldes eller forsvares. Ingen børn skal opleve svigt eller overgreb i danske daginstitutioner. Punktum.'

Elisa Rimpler mener dog ikke, at dokumentaren alene er et tegn på, at der mangler pædagoger i institutionerne.

'Normeringer er generelt for dårlige. Der er for lidt tid til børnene, og der er for få pædagoger til at sikre den kvalitet, som børnene har fortjent, og som forældrene skal kunne forvente.'

'Men optagelserne fra tv-dokumentaren skal ikke bruges som løftestang for kravet om bedre normeringer.'

Elisa Rimpler mener nemlig ikke, at manglende hænder er en undskyldning for den form for svigt af børn, der bliver vist i dokumentaren.

'Når vi kæmper for bedre normeringer, handler det om at skabe de bedste betingelser for omsorg, trivsel og børnenes udvikling – IKKE om at forhindre situationer som denne. For det må aldrig ske – uanset hvad.'

Afslutteligt vil Elisa Rimpler huske folk på at holde sammen og kæmpe for bedre vilkår.

'Det bliver en svær tid. Men vi skal ikke dukke os. Vi gør hver dag en stor forskel – og vi gør det altid med barnets tarv og perspektiv i fokus. Det er netop barnets perspektiv, der skal være vores professionelle ledestjerne.'

'Kampen for en genopretning af børneområdet må derfor ikke afspores. Og vi skal stå sammen om vores faglige opråb på ordentlige vilkår. Ikke på grund af en tv-dokumentar, men fordi det er fuldstændig afgørende for et #GodtBørneliv.'

I dokumentaren har TV2 undersøgt 22 af Københavns omkring 400 daginstitutioner, der har fået såkaldte røde anmærkninger for deres arbejde med området 'Sociale relationer – barn-/voksenkontakt'. Rød betyder, at der er behov for en ny og ændret indsats.