Fødevarestyrelsen har endnu engang måttet dele en af sine sure smileys ud.

Denne gang er hammeren faldet over et af Aalborgs populære burgersteder.

Da Fødevarestyrelsen 12. november lagde vejen forbi Burger Boom, konstaterede de blandt andet, at der var 35 kilo hakket oksekød i poser i køleskabet, som var 'mærket med sidste anvendelsedato den 9-11-2021'.

Det fremgår af Kontrolrapporten.

Styrelsens medarbejdere spurgte ind til, om kødet var blevet brugt til madlavning dagen før. Det svarede både ejeren, Muhammet Cetin, og de ansatte ja til.

Ifølge mærkningen på hakkekødet skulle det fryses eller varmebehandles inden 24 timer.

Styrelsen fik desuden oplyst af personalet, at kødet også 'skulle bruges dags dato'. Da de talte med ejeren, oplyste han, at hakkekødet 'ikke skulle bruges dags dato'.

Det har ikke været muligt for B.T. at få en kommentar fra Muhammet Cetin, men i rapporten giver virksomheden udtryk for, at de 'kasserer det hele'.

Men Fødevarestyrelsen gjorde også yderligere fund. I rapporten kommenterer de desuden håndvaskene på personaletoilettet.

»Ved tilsynet var der ikke papir eller anden mulighed for at tørre hænder efter håndvask på virksomhedens personaletoilet.«

Til det havde virksomheden ifølge kontrolrapporten følgende kommentar: »Vi er løbet tør for papir, men får skaffet noget.«

Opdagelserne på Burger Boom udløser en bøde 5.000 kroner til virksomheden.

Derudover pålægges madstedet to gebyrbelagte opfølgende kontroller.

Andre læser også