Fiskeriminister Jacob Jensen (V) er glad for, at der har været heftig debat om afstemningen om Danmarks kommende nationalfisk.

Særligt forslag til retter med den kritisk truede ål har vakt kritik, og det har været med til at skabe opmærksomhed om ålens tilstand i Danmark, siger han.

- De her beskrivelser af, hvordan man spiser ålen, har jo gjort, at rigtig mange er blevet gjort opmærksomme omkring debatten.

Kampagnen blev lanceret i slutningen af august og har fået en hård medfart fra en række organisationer og eksperter, hvor blandt andet Stig Markager, der er professor i havmiljø ved Aarhus Universitet, kaldte afstemningen "danmarkshistoriens største greenwashing-eksperiment" til DR.

Det fik også hård kritik, at der på hjemmesiden nationalfisk.dk var en række forslag til, hvordan man kunne spise den kritisk truede ål.

Det kom blandt andet fra Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund og Tænketanken Hav, der alle selv har medvirket i kampagnen.

Organisationerne opfordrer direkte til, at retterne med ål bliver fjernet fra hjemmesiden.

Men det har fiskeriministeren ikke tænkt sig at efterkomme.

- Det er jo en del af vores historie, at vi fanger fisken for at spise den. Ellers skulle man lave en anden kåring om, hvilken fisk der har det værst i Danmark. Det handler det her ikke om. Gastronomien er også vigtigt. Fisk er sundt og spise, og det skal vi ikke skamme os over, siger han.

Der er foreløbigt 32.000 danskere, der har afgivet deres stemmer på hjemmesiden nationalfisk.dk.

De seks kandidater til kåringen er ål, sild, torsk, makrel, havørred og rødspætte.

Den europæiske ål er rødlistet af den internationale naturfredningsorganisation IUCN som kritisk truet.

Flere organisationer, heriblandt Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) anbefaler af den grund, at man stopper alt fiskeri af ål.

I juli indgik regeringen en fiskeriaftale med SF, LA, Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet. Her fremgår det, at man fra 2026 vil opretholde et "meget begrænset" fiskeri af ål på op til 50 ton årligt.

/ritzau/