To hunde er smittet med samme farlige sygdom i Jylland, og det får nu dyrlæge Bonnie Horne fra Vrønding Dyreklinik uden for Horsens til at råbe op i et opslag på klinikkens Instagram-profil.
Her advarer hun om den farlige hjerte-lungeorm, som er et begreb for de to parasitter fransk hjerteorm og rævens lungeorm.
Sådan skriver TV 2 Østjylland.
Man har tidligere set tilfælde af smitten i Nordjylland og i Hovedstadsområdet, og nu oplyser Bonnie, at hun har set flere tilfælde på sin klinik inden for den seneste tid.
»De skader, som den her orm kan lave, kan være irreversible. Det vil sige, at lunger og hjerte er ødelagt i dyret, eller at dyret bliver rigtig sygt, når man behandler det,« fortæller Bonnie til mediet.
Det er ved hjælp af en prøve af hundens afføring, at et laboratorium i Tyskland analyserer, om hunden er inficeret med parasitterne.
Hunde kan ikke direkte smitte hinanden, oplyser dyrlægen. Smitten sker, når hundens afføring bliver efterladt i naturen, og en snegl indtager den.
Hvis hunden efterfølgende spiser hele eller dele af sneglen, kan den blive inficeret med parasitten, forklarer hun i opslaget.
Det er derfor helt afgørende, at man som hundeejer samler op efter sin hund, fortæller dyrlægen og opfordrer samtidig til, at man er opmærksom på dyrets adfærd.