Bornholms Efterskole befinder sig i en krise, der kan gå begge veje.

Torsdag skal de lokale politikere tage stilling til et spørgsmål, der kan blive afgørende for skolens fremtid.

Kassen er tom efter flere år med manglende kunder - altså efterskoleelever - i butikken.

Det forklarer forstander Finn Pedersen, der afløste den foregående på posten i april, til TV 2 Bornholm.

»Vi har haft rigtig mange dårlige år på driften. Man har ikke satset nok på elevrekrutteringen, røde tal på bundlinjen koster jo af kassen, og lige pludselig så er den jo tom,« siger han.

Forstanderen har bedt sin bank om et kassekredit, der skal holde skolen økonomisk oven vande. Skolen har samtidig en større gæld hos kommunen i form af to pantebreve.

Det betyder, at kommunen skal acceptere at komme bagud i rækken af kreditorer, skolen skylder penge, hvis aftalen med banken skal blive en realitet, skriver TV 2 Bornholm.

En sådan aftale vil have den konsekvens, at det er banken, der skal have penge først, hvis det skulle gå så galt, at skolen går konkurs.

Det spørgsmål skal politikerne tage stilling til torsdag på et ekstraordinært møde i kommunalbestyrelsen.