Politiet efterlyste lørdag en 69-årige mand, som var meldt savnet i Slagelse. Han er nu fundet i god behold.

Manden - ved navn Flemming - var gået fra Blomstergården på Rosenkildevej i byen.

Ved 17:30-tiden havde Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi udgivet et billede af den savnede mand på Twitter i håbet om, at det kunne føre til, at han kan blive fundet og komme hjem.

'Vi savner stadig Flemming fra Slagelse', lød det i et tweet.

I et nyt tweet udsendt søndag morgen skriver politiet nu, at Flemming er 'kommet hjem i god behold'.

Politiet opfordrede ellers borgere til at kontakte politiet på 1-1-4, hvis nogen stødte på den 69-årige.

Politiet oplyste også til B.T., at flere borgere har set den forsvundne mand i centrum af Slagelse, hvorfor optimismen var stor.

»Flere borgere har set manden, så vi regner med, at han er hjemme inden længe,« forklarede Bo Petersen, vagtchef hos Sydsjællands Politi, i den forbindelse.