En dansker er helt uden at vide det blevet forgyldt.
Nu efterlyser Danske Spil den heldige spiller, som har været forbi et Bilka-supermarked.
Ved Eurojackpot-trækningen i fredags var der således gevinst med fem rigtige vindertal og et enkelt rigtigt stjernetal.
Det var nok til en andenpræmie – og sådan én er mange penge værd i Eurojackpot. Rigtig mange, endda.
I dette tilfælde 3.931.705 gode danske kroner.
Og det er her Bilka kommer ind i ligningen.
For hvem den heldige vinder er, ved Danske Spil endnu ikke.
Men sikkert er det, at kuponen, som nu er næsten fire millioner kroner værd, er blevet købt i Bilka i Randers.
Også to danske Lotto-spillere blev en million kroner rigere lørdag, da de begge vandt på Millionærchancen.