Fredag fortalte B.T., at det er coronavarianten omikron, som en lærer på Aalestrup Skole er smittet med.

Den muligvis mere smitsomme variant kan dog også have bredt sig til andre dele af kommunen.

Styrelsen for Patiensikkerhed bekræftede fredag aften overfor B.T., at mistanken om smitte på skolen i Vesthimmerlands Kommune viste sig at være korrekt.

Men fokus er også rettet mod andre steder.

'Af forsigtighedshensyn lukkes Center for Børne- og Ungesundhed (Børn i Bevægelse), beliggende Markedsvej 6 i Aars, for fysisk fremmøde foreløbigt til og med d. 7. december 2021 grundet mistanke om corona-varianten, omikron', skriver Vesthimmerland Komnmune på deres Facebook-side.

Ifølge Morten Lund, direktør for kommunens Børne- og Arbejmarkedsudvalg, så er der en formodning om, at en af terapeuterne på stedet kan være smittet.

Derudover lukkes også Vestermarkskolen i Aars ud fra et 'forsigtighedsprincip'.

'En elev på Vestermarkskolen er nemlig nærkontakt til en person, der er under mistanke for at være smittet med omikronvarianten', forklarer kommunen ligeledes på Facebook.

Morten Lund fortæller, at der henover weekenden holdes møder om coronasituationen i kommunen. Han lover, at forældre, ansatte og øvrige pårørende efterfølgende orienteres.

Som led i coronabekæmpelsen er kommunens julefrokoster i øvrigt aflyst, oplyser direktøren.