Udsmidning, bøder og i værste fald en plettet straffeattest.

Det er, hvad unge under 18, der fester i Jomfru Ane Gade, risikerer at udsætte sig selv for ved at prøve at komme ind på klubber, hvor de ikke er gamle nok.

Og Mogens 'Mugge' Kiærbye Nielsen, der er dørmand ved den populære festgade i Aalborg, har nu fået nok.

Han er derfor røget til tasterne og prøver i et Facebook-opslag at råbe forældrene til de 15-17-årige op.

»Vi døjer rigtig meget med jeres unge i nattelivet, de gør efterhånden alt for at komme ind på diskotekerne. Snyder med ID – lyver om alder og hvad der er sket med deres kørekort og ID – kravler over rækværket på vores terrasser – prøver at distrahere dørmanden, så venner og veninder kan spurte forbi ham/hende,« skriver han blandt andet og fortsætter:

»Jeres børn fremviser ID, der ikke er deres, eller forfalsket ID. Dette er dokumentfalsk og vil give en plet på straffeattesten og have betydning for deres fremtidige uddannelse.«

Per Jørgenen, der er leder af Nordjyllands Politis operative efterforskning, også kendt som uropatruljen, melder også om, at unge agerer vildere nu end før coronanedlukningerne.

»De drikker sig meget mere fulde end tidligere, og de har svært ved at styre sig. Jomfru Ane Gade er meget mere ulækker med bræk og tis end før i tiden,« siger han til Nordjyske og tilføjer, at de unge ikke i samme grad går op i at følge anvisninger, de får fra blandt andet dørmænd og politi.

Der kan blive ringet efter politiet, hvis man er under 18 og prøver at komme ind på diskoteker eller blot opholder sig i gaden efter klokken 00.

Men det vil Mogens 'Mugge' Kiærbye Nielsen gerne undgå, da det er hans opfattelse, at de unge ikke er klar over, hvor store konsekvenserne kan være.

Derfor har han også i sit Facebookopråb en sidste bøn til forældrene:

»Gør derfor jeres unge mennesker en kæmpe tjeneste og tag en snak med dem, så de ved, hvad der sker, når de bliver taget i disse handlinger.«

Andre læser også