Der er udsigt til en noget blæsende weekend.

DMI har fredag aften meldt ud, at der er risiko for en stormende kuling på 20 til 23 meter i sekundet fra sydvest, hvor der kan komme vindstød af stormstyrke på 25 til 28 meter i sekundet.

Blæsten fører til, at Samsø Rederi må aflyse alle ture med hurtigfærgen lørdag og søndag, som sejler mellem Aarhus og Sælvig, oplyser Samsø Rederi på sin hjemmeside.

Ruten mellem Hou og Sælvig vil dog sejle som planlagt lørdag.

Hvorvidt den færge kommer til at sejle som planlagt søndag, ved Samsø Rederi endnu ikke, men det er en beslutning, man tager lørdag eftermiddag.

Men færgetrafikken er også påvirket i den østlige del af Danmark.

For Bornholmslinjen har forberedt sig på, at der i løbet af weekenden vil komme op til 2,5 meter høje bølger.

Derfor tager Bornholmslinjen ikke dyretransporter og ophængt kød med på turen fredag aften og lørdag.